Om at prioritere sig selv engang imellem

Der var engang et hus langt ude på landet. Du ved der, hvor kragerne vender. Nogle af dem i hvert fald. De fleste  gider i virkeligheden nok ikke rigtig flyve helt derud, når det kommer til stykket. Nu tror du nok, at huset var et lille bitte hus. Hvad skal man med et stort hus et sted, hvor ingen alligevel gider slæbe måsen hen? Men niksen biksen. Det her hus var kæmpe. Med plads til 3 børnefamilier og et sæt bedsteforældre. Med bordtennisbord og bordfodbold. Med tv-stue og TO badeværelser.     Altså et ideelt sted at holde påskeferie for hele den pukkelryggede. Men jeg er flygtet. Jeg har forladt stedet, hvor ingen krager findes...

Et farvel til to kære veninder (.)(.)

De har fulgt mig tæt i årtier, to af mine tætteste veninder. Dag ud og dag ind har de stået ved min side. Vi har skændtes lidt engang imellem, når jeg ikke syntes, de var deres opgave voksen. I enkelte perioder har de været overfølsomme, og nogle gange har de spyttet på mig. De har været med, når der var gang i gaden og gik altid forrest, når der skulle danses moderne. De var med, når det eneste, man havde lyst til, var at putte med tæpper og spise snolder. Ikke et eneste sekund har de veget fra min side. Om nogen kunne jeg stole på, at de ville være der. Men nu er det...

Om et vist bagetalent og et manglende gen

Jeg elsker at bage! Eller… Altså jeg elsker at spise det, jeg bager. Eller… Jeg elsker mest det smør, man helt lovligt må komme på de friskbagte boller. Og jeg elsker især, hvis det, jeg bager, ikke tager en krig og efterlader hele køkkenet plastret til med opvask. Jeg har faktisk bagt hele mit liv. Lige fra dengang i folkeskolen, hvor jeg pligtskyldigst ringede til min far på kontoret for at spørge om lov til at bage. Han sagde aldrig nej. Jeg mistænker lidt, at han var ligeglad. Der var så at sige frie tøjler på bagefronten hjemme hos os. Da jeg flyttede hjemmefra, fortsatte jeg bageriet. Det var mest, når sukkertrangen kom over mig,...

Anmeldelse af “lortebøger” og en update på projekt blestop

Jeg tog mig sammen! Saftsuseme! Jeg tog tyren ved hornene og gik steppet videre i projekt blestop. Missionen var klar. Min knap 3 år og 8 måneder gamle dreng skulle have belortet sine sidste underbukser, og det skulle være SLUT PRUT FINALE med blebukser. Som jeg fortalte om her, havde jeg i lettere desperation googlet noget om renlighedstræning for et barn med udpræget toiletfobi, når det handlede om andet end tis, og den kære Helen Lyng Hansen blev (igen) vores redning. For det virkede! Søndag for to uger siden besøgte vi biblioteket. To gange. På jagt efter lortebøger. Bogstaveligt talt. To gange, fordi biblioteket herude i udkanten åbenbart først åbner kl. 13 en søndag. Vi kom...

Om træningsmotivation fra en dovendidrik

Hvis jeg kan komme til det for min samvittigheds og mine børns skyld, så dovner jeg den mest muligt. Helt ærligt. Jeg er inderst inde en dovendidrik af dimensioner. Hvis jeg kunne bo i min sofa og stadig være relativt sund, så ville jeg gøre det! Det er f.eks. derfor, vores vinduer aldrig bliver pudset. Det står ligesom ikke ret højt på need to do listen i forhold til madlavning og tøjvask. Det er derfor, jeg aldrig rigtig når til gulvvasken, fordi støvsugningen jo må være så rigeligt! Klap på skulderen til mig allerede der. Det er derfor, at jeg allerede nu har proklameret overfor min mand, at lige så snart der bliver penge i...