Man siger, sorgen har fire faser. Chokfasen, reaktionsfasen, reparationsfasen og nyorienteringsfasen. Lige nu sidder jeg fast i reaktionsfasen. Daglig tristhed og den medfølgende skyldfølelse overfor mine nærmeste, fordi jeg ikke kan være den mor og kone, som jeg gerne vil være for dem. Rastløsheden og koncentrationsbesværet er også tro følgesvende. Min virkelighedsflugt er instagrams feed og storys, hvor jeg forsvinder ind i andre menneskers liv og på tv-skærmen flimrer programmer som “Fantastiske fund” og “Auktionshuset” forbi. Min hjerne kan ikke klare programmer som “Kardashians” og hollywoodfruerne, som jeg ellers i tidligere barsler har slugt råt. I dag skaber programmerne mere uro og ligegyldighed inden i mig med deres hæsblæsende tempo og deres opblæste problemer og drama. Da min mor døde...

Jeg har ikke planlagt denne føljeton på forhånd. Jeg skriver det, jeg har brug for at skrive. Det er lige så meget en del af min egen sorgproces og bearbejdelse af alt det, 2018 havde at byde på i mit liv. Og det var meget. Denne gang vil jeg fortælle lidt om en sommer med en nyfødt baby, en stressdiagnose og en mor, der kom på benene igen og det medfølgende håb, som indgød en ro i min krop til at nyde min baby og til at håndtere endnu en diagnose i familien, men som hurtigt forsvandt igen. Har du ikke læst første og andet indlæg i føljetonen, kan det findes her og her. Tre uger. Så lang tid havde...

Det er en længere fortælling, den her om de sidste måneder af min mors liv og de første af min søns, men det er vigtigt for mig at få den ud, kan jeg mærke. Første del af en barsel med sorgen som følgesvend kan læses her. Tidsmæssigt har det været et langt forløb, og det sidste år har føltes som det længste i mit liv. Jeg kæmper lige i øjeblikket på at komme oven vande igen. Det tager tid. Rigtig meget tid. Tid, hvor jeg bare trækker vejret helt ned i maven og lytter til og agerer efter mit overskud. Det er svært, når man har tre børn, vil jeg godt erkende. Derfor tager det nok også længere tid, end...

5 måneder. Så langt var jeg henne i min tredje graviditet, da min mor blev indlagt i januar 2018 med voldsomme mavesmerter og et vægttab på 10-15 kg. Det viste sig, at den kræft hun havde levet med på godt og ondt i knap 2 ½ år havde spredt sig og havde blokeret tarmen. Hvor meget og hvor alvorligt det var, ville vi først vide efter en operation, hvor de skulle forsøge at anlægge en stomi. Om det var muligt, kunne man ikke sige noget om, for det kom an på, hvor blokeringerne sad på tarmen. Og hvor mange, der var. Hvis det ikke var muligt, ville det være et spørgsmål om tid, før hendes krop gav op på grund...

Første del af begrundelsen for mit to år lange fravær fra bloggen kan læses her I maj 2018 blev vi beriget med et tredje vidunder. Og hold kæft hvor var han vidunderlig. Lykkehormonerne brusede gennem kroppen, og jeg kan huske, at jeg sad overfor jordemoderen kort tid efter fødslen og havde besvær med at lade være med at smile. Jeg var meget bevidst om, at det måtte være lidt komisk, fordi hun var helt klar over, at det var hormonerne, der var på spil. Men jeg nød det. Og ønskede at nyde det så længe det varede. Og det gjorde det. Varede enormt længe. Jeg elskede min lille baby og var helt enormt taknemmelig over at have fået lov til...