Det pinlige haveprojekt

 

 

Vi bor på en lukket vej med meget gående trafik, fordi der er en smutvej for enden af vejen. Selvom vi er et af de sidste huse på vejen, så er der derfor utroligt mange mennesker, der kommer forbi i løbet af dagen. Og jeg gad vide, hvad deres indtryk er af os, når de ser vores forhave. Det er seriøst ikke noget kønt syn, og især ikke i øjeblikket, hvor det er helt tydeligt, at der er en, der er blevet træt af det, selvom hun hverken er helt eller halvt færdig… Men det er altså hårdt og ikke mindst drøn kedeligt arbejde, det der ukrudtslugning (nej, ikke ukrudt-slugning. Ukrudts-lugning, okay!) Så nu har jeg givet mig selv lov til at nøjes med en time af gangen. Se hvor langt jeg er nået på tre timer:

Og så er den uhavekyndige her overhovedet ikke sikker på, at alle de der planter i midten er rigtige planter og ikke ukrudt (selvom man vel godt kan sige, at ukrudt også er en slags rigtige planter?). Jeg må seriøst snart kigge lidt i en havebog…

Nå, men det er ikke det eneste projekt. Da vi flyttede ind, var græs i baghaven nærmest ikke eksisterende. Det var tydeligt at se, at der havde været en indædt, men særdeles ulige kamp i gang mellem græs og ukrudt, som naturligvis blev tabt af det stakkels græs. Vi måtte derfor i gang med alle mulige haveredskaber, som jeg overhovedet ikke kender navnet på, men der blev revet, gravet og tromlet på livet løs. Derefter blev der revet lidt mere og sået og gødet (muligvis en tand for meget), og det betyder nu, at vi har fået græs, men måske lidt riiiiigeligt af det nogle steder…:

Og jo, vi har da en græsslåmaskine eller plæneklipper (undskyld, men hvorfor findes der flere navne for det samme?), men det vokser jo som ukrudt det skidt og skal i øjeblikket slås minimum en gang om ugen. Og så skal det jo også være tørt, når man slår det, og må vist heller ikke slås for kort.

Det er saftsuseme ikke let at være haveejer!