Det pinlige haveprojekt

Om at føle sig fed

Solen har endelig fundet vej gennem skyerne igen, og det er, som om man bare kommer i lidt bedre humør, ikke?

Hvorfor er det så, at det humør skal ødelægges, når man kommer til at tænke på, at man burde gøre et eller andet for at komme i sommerform? For det gør alle de andre jo… Som i ALLE de andre også dem, der i forvejen er i god form.

Der var faktisk engang, jeg var i god form. Jeg har endda løbet et marathon for få år siden. Det kan man bare ikke rigtig forsvare sig med længere. I mellemtiden har der været en graviditet, en baby og en hverdag uden plads til ret meget, der har med mig-tid at gøre. Man er altså seriøst kvæstet, når kl. er 20, og man har været på benene siden før 6. Jeg har forsøgt mig med lidt hjemmetræning, men for en pige, der er vant til løb og pump, så er det bare ikke det samme. Og heller ikke særlig motiverende.

Og når tiden går, og det efterhånden er læææænge siden, man har lavet noget fornuftigt med sin krop, så begynder man altså at føle sig fed. Eller måske bare tyk. Det er ikke, fordi vægten siger så meget andet, måske er der lige et par kilo ekstra, men det er følelsen, der tæller. Det er den der lade, dovne, energiløse følelse i kroppen. Og så den der appelsinhud, som man lige pludselig opdager, fordi man får 5 minutter ekstra til at kigge sig selv i spejlet. Kan I huske, dengang i teenageårene, hvor man kunne brugte TIMER på at gøre sig klar foran spejlet? Der var ikke den plet på kroppen, der ikke var blevet nærstuderet. Hvis jeg skal noget særligt i dag – virkelig særligt – har jeg ½ time… Da jeg forleden fik vokset de der lange hår på benene, spurgte vokse-damen til en karsprængning, jeg har i knæhasen. Det kan de nemlig fikse. Og mit svar var: “Af hva’ for en karsprængning?” Jeg må indrømme, at nærstudering af mine knæhaser ikke har topprioritet, når jeg skal gøre mig klar om morgenen… Eller på nogle som helst andre tidspunkter, i øvrigt. Jeg tænker derfor heller ikke, det er så nødvendigt at få fikset. Der er jo så mange andre ting. Det er svært nok at få tid til de lange hår.

Anyway, den der fede følelse – på den dårlige måde – den er slet ikke ny. Den popper op med sit grimme fjæs i ny og næ. Og det er altså irriterende…! Og jeg har tænkt lidt over, hvorfor det sker. Hvad trigger det? For nylig var det, fordi jeg skulle vælge størrelse på et par bukser. Jeg synes ikke, jeg passer ind i kategorien str. large, når jeg kigger på mig selv i spejlet, men jeg har altså svært ved at skrue mig ned i mange str. 38, når vi taler bukser. De der hofter og den der røv. De er i vejen. Men jeg er altså helt normalvægtig. Hvorfor er jeg så en large – som i stor – pige?

Nu har jeg bestilt to par bukser i str. M og må muligvis sende dem retur, men jeg nægter altså at være en stor pige!

Tyk

2 kommentarer

  • Anja

    Åh, jeg kender det kun alt for godt… Min datter er 3½ år og at afsætte tid til motion står ret langt nede på min liste.
    Den følelse indeni, af at føle sig plump og at kroppen bare ikke har den samme energi som før, det er for mig at føle mig fed. Min vægt er også som før, så det er ikke så meget det, men noget har ændret sig alligevel…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Usmukhedsprojektleder

      Det er også en virkelig dum, ond cirkel, ikke? Man ved jo, man får mere energi, hvis man rører sig lidt, men at finde energien til det efter en hel dags krumspring med lillepytten. Det er altså virkelig svært. Og der er jo også andre ting i livet end motion. Sofalivet og netflix f.eks. Det skal jo også passes 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det pinlige haveprojekt