Usmukheden

Overskrifterne på de sidste to indlæg fortæller vist en lille bitte smule om, hvad det her blogprojekt handler om for mig.

Efter at have vandret lidt rundt i blogland i et stykke tid har jeg flere gange taget mig selv i at tænke: “Gid det var mig, der levede sådan et smukt liv.” Men jeg er jo ikke naiv. Jeg ved jo godt, at de der liv ikke er så smukke. At der højst sandsynligt sker mere bag facaden, end der tillades til offentligt skue. Der sker naturligvis en kæmpemæssig censur på vejen fra det liv, der leves, til det liv, der bliver fremstillet på diverse blogs. Som mange skriver: “Hvem gider læse negative tanker og brok, som man kun kan blive i dårligt humør?”

Og det er så her, jeg tænker: “Øhm mig, for eksempel”.  For jeg synes faktisk, det er værre at skulle sammenligne sig med (let’s face it – vi kan jo ikke lade være) en masse perfekte liv end at blive mindet om, at der er andre end mig, hvor det uperfekte fylder en del mere end de glansbilleder, der hører hverdagen til på størstedelen af blogs rundt omkring.

Jeg synes faktisk, jeg kan mærke, at der er en tendens, der begynder at rykke sig i den retning. Så lad os mødes i det uperfekte, det usmukke – og så er det naturligvis ikke forbudt at grine af hinanden. Det usmukke kan være aldeles underholdende. Nok mere end mange af glansbillederne. Og er det egentlig ikke det, det hele handler om? At være den, der har grinet mest, når man stiller træskoene? Ikke om man har haft de pæneste træsko?