De sociale færdigheder

Jeg er introvert. Da jeg var lille, hed det bare genert. Betegnelsen introvert er dog så meget mere omfattende og passende, har jeg senere fundet ud af. Den favner bredere og giver mig en forklaring på, hvorfor jeg ikke nødvendigvis har behov for at gribe telefonen og opdatere mig på mine veninders liv, når roen endelig har lagt sig i hytten om aftenen. Eller hvorfor jeg føler behov for at spise min frokost alene i stedet for at sludre med kollegerne. Eller hvorfor jeg som den første rejser mig fra fællesmorgenbordet på arbejdet, fordi jeg har svært ved at rumme alle de mennesker. Eller hvorfor jeg endte med at være lidt nervøs, inden ti af mine nærmeste veninder indtog huset til min fødselsdag.

Det har taget mig en rum tid at acceptere, at jeg er sådan. Jeg har følt mig forkert. Jeg har følt mig udenfor. Jeg har følt mig kedelig, fordi jeg oftest er den, der står og lytter til de andres samtale og bliver vanvittig nervøs og hurtigt afslutter min historie, hvis det går op for mig, at der er flere end de en eller to personer, jeg taler med, der lytter med. Jeg har ofte ikke haft lyst til at tage afsted til arrangementer, hvor jeg ved, at jeg kun kender få, og jeg har altid været imponeret og misundelig på de personer, der kunne tryllebinde en hel forsamling med deres historier. Og dem som altid ved, hvad de skal sige, så der aldrig opstår pinlige tavsheder. Sådan er jeg ikke. Men jeg elsker at føre gode, dybe, meningsfulde samtaler med en enkelt eller to personer. Hvis jeg har været afsted til en fest og ikke haft nogen af den slags samtaler, så synes jeg faktisk ikke, det har været rigtig hyggeligt.

I aften skal de sociale færdigheder afprøves igen. Det er tid til bal på slottet, og jeg har kun mødt få af de inviterede en enkelt gang eller to tidligere. Det kan blive hyggeligt, men det kan også blive en meget lang aften, og det er jeg altså lidt nervøs for. Jeg håber, det bliver en af de få aftener, hvor selvtilliden spiller maks, humøret er højt og energibatteriet er fyldt. Min pessimistiske og bekymrede side siger nej, fordi jeg kun har fået seks timers søvn i nat, og det har været en lang uge. Så det er tid til at tage mig sammen. Gøre lidt mere ud af make-uppen, sætte håret op til narrestreger, iføre mig den fine kjole, de høje stiletter og den positive attitude. Og så lader jeg den stive pind i ryggen, den stramtandede attitude og det nedslåede blik blive hjemme. Basta.