Forfængeligheden

Det er noget, jeg ikke er så forfærdelig stolt af, men jeg er altså lidt forfængelig. Og kombineret med en ikke altid kæmpe stor selvtillid, så betyder det, at jeg hader de fleste billeder af mig selv. Jeg kan decideret blive i dårligt humør bare af at se et halvgodt billede af mig selv. Det er dumt. Jeg ved det. Men det betyder, at jeg ikke er særlig god til at tage eller få taget billeder af mig selv. Det gør naturligvis, at bloggen her ikke bliver så personlig, som den kunne være, da billeder af yours truly ikke vil fylde ret meget.

Apropos at få taget billeder af sig selv, så har jeg prøvet at få taget billeder af en professionel fotograf, fordi jeg tænkte, at han da ville være i stand til at ramme lige præcis det millisekund, hvor mit ansigt ikke har fortrukket sig i en af hundreder virkelig mærkelig grimasser for at forsøge at se almindelig ud. Ligesom man gør foran spejlet, I ved. Jeg fatter ikke, det skal være så svært at tage et ordentligt billede. Man står foran spejlet. Tænker: “Det ser da ikke for dårligt ud i dag, lad mig lige tage et billede.” Og vupti har man verdens dårligste, mest anstrengte, kunstige portræt af en selv. WHAT? Hvad sker der lige i det ene sekund, hvor man fjerner blikket fra spejlet og i stedet fokuserer på kameraet?

Nå, men seancen hos fotografen tog to timer og endte ud i en håndfuld nogenlunde acceptable portrætter – efter lidt photoshopping vel at mærke, hvor huden blev gjort pænere, maven lidt slankere og øjnene lidt skarpere. Men det er jo snyd! Og jeg var i øvrigt alligevel ikke helt tilfreds, og jeg krympede mig lidt ved tanken om, at billederne skulle være i min mands varetægt, mens han var langt pokker i vold i et halvt år. Han var – naturligvis – ovenud tilfreds med den lille samling billeder (men jeg var altså heller ikke pakket ind i det vildeste nordpolsudstyr – snarere tværtimod, hvis I ved, hvad jeg mener).

Og for at I skal tro, det bare er noget jeg siger, og at det bestemt ikke kan være så slemt, så fik jeg endelig bekræftet min fæle mistanke om mit mærkeligt ufotogene ydre, da min mand af flere omgange forsøgte at tage et billede af mig – uden at jeg vidste det, vel at mærke – fordi han synes, jeg så så sød ud. Resultaterne er ikke gode, og han undrer sig lige så meget som mig.

Er der andre derude med samme problem?