Om at glemme at man har et barn

Det sker ikke så tit, at jeg har en dag, hvor jeg ikke skal skynde mig hjem efter arbejde, men sådan en havde jeg i går. Det var vildt fedt at have tid til at få vokset de der lange hår på benene, som gror som ukrudt for tiden. Og at cykle stille og roligt gennem byen og nyde livet og endda foretage lidt vindueskigning i stedet for at halse afsted for at nå toget, så man kan komme hjem og lave aftensmad. Og at stå i toget og overveje, om man skal tage et smut ud og shoppe og finde lidt at spise, før snuden vender hjemad. Sidstnævnte behøvede jeg naturligvis ikke overveje mange sekunder.

Tidligere på dagen havde jeg fået en besked fra min kære husbond, som havde hørt, at rødbedesaft fremmer iltoptagelsen (vigtig info, det kan jeg godt se…), og derfor skulle vi have den saftpresser nu!!!!!! (Ja, der var så mange udråbstegn.)  Og da jeg skrev, at jeg da godt kunne købe en med hjem, skrev han: “Gør det!!!!!!!”. Og det er jo svært at overhøre, når han absolut skal råbe sådan.

Jeg havde dog en lille udfordring, da sådan et monstrum altså vejer på den forkerte side af en liter mælk og i øvrigt fylder mere end cykelkurvens kapacitet. Men som jeg sagde til den flinke ekspeditrice, som tilbød mig lidt bånd til at binde monstrummet fast på cyklen med, så var det nok ikke nødvendigt, da jeg regnede med, den fint kunne være på min bagagebærer. Det var først, da jeg lidt tid senere kom ud til cyklen, at det gik op for mig, at jeg er MOR og derfor ikke længere er indehaver af en brugbar bagagebærer, fordi cykelstolen har overtaget herredømmet i den ende af cyklen. PIS! Hvordan skete det lige, at jeg på få timer kan glemme alt om, at jeg har et barn???

Det nye monstrum af et familiemedlem