Rodet

Nogle gange får jeg overbevist mig selv om, at livet handler om, at man har et pænt hjem, som er som taget ud af Bo Bedre, og at alle, der besøger os, tænker, at vi slet ikke har styr på vores shit, når vores indretning går i øst og vest, og ingen rød tråd har what so ever. For jeg har altså både familie og venner, som har hjem, der sagtens kunne tåle at blive afbilledet i et boligmagasin. I hvert fald når jeg kommer forbi.

Men måske skulle man vende den om og i stedet tænke, at det da er fedt, de gider gøre sig så meget umage med at rydde op og gøre rent, bare fordi jeg kommer. Eller hvis vi nu antager, at det ikke kun er for min skyld, så er det da også virkelig misundelsesværdigt, at de kan nyde at rydde op og gøre rent, så meget som de jo må gøre, når de gør det så tit.

Mon jeg er helt galt på den her?

Jeg nyder det i hvert fald ikke nok til, at det er noget, jeg prioriterer særligt højt. Det bliver jo snavset igen, før man får blinket en enkelt gang med øjnene. Det er skruen uden ende, og det er et projekt, man har tabt på forhånd, for man bliver aldrig nogensinde helt færdig. Det motiverer mig overhovedet ikke.

Så jeg kunne godt tænke mig at opfordre til, at folk lægger flere “grimme”, men mere sande billeder ud af deres hjem. Jeg vil gerne starte:

Og det man ikke kan se, er det tykke lag støv under sofaen, at nogle af bladene på sofabordet har ligget der i flere uger, og at puffen bag døren er fyldt med alle de ting, der lige hurtigt skulle af vejen. Stolene i forgrunden er lavet i tidernes morgen af svigerfar (jeg nåede kun at male de to ud af fire hvide, før jeg blev gravid og efterfølgende har tiden og overskuddet ikke været  til det), og min husbond har selv kreeret sofabordet – og nej, han er ikke uddannet snedker som sin far. Læg venligst også mærke til billedet over sofaen, som jeg er ret træt af, da det fuldstændig mangler dybde, og jeg kan egentlig ikke særlig godt lide orange.