Mens lillepigen ligger og grynter som en gris (seriøst!) i søvne ovre i liften, tager jeg mig en tiltrængt slapper foran computeren. Det er sjældent i disse dage, at jeg vælger at være så egocentreret, at jeg laver ting, der kun har med mig at gøre. Tiden forsvinder som sand mellem fingrene, og det er ikke til at forstå, at der er gået 8 ½ uge siden, vi kunne kalde os forældre til to. Jeg startede måneden med en viljefast beslutning om at skære ned på de søde sager for at komme et par kilo til livs. Det er gået skide godt! I lige nøjagtig 10 dage… HAHAHA! Som om jeg nogensinde ville kunne gennemføre sådan en udfordring. Heller ikke...

Så så man mig sidde hos frisøren i torsdags med baby i armene og få klippet alt håret af UDEN AT DOKUMENTERE DET…!!! Ingen før og efter billeder. Ingen dokumentation af, at man faktisk godt kan have baby med til frisøren, så det der med at nå det inden termin er altså ikke alfa og omega. Just saying. Og ja, jeg har også haft baby (dengang det andet barn var baby) med til frisør og få lavet striber – dvs. en seance på flere timer. Det kan godt lade sig gøre at amme, selvom man er iført en kappe, der vender omvendt. Egentlig faktisk en ret god ammehule man kan skabe der indenunder. Hvis man er i selskab med ammeforskrækkede...

Det der mor-skab er godt nok ikke altid lutter morskab. Det vidste jeg naturligvis godt på forhånd. At livet ville ændre sig drastisk, når familien blev udvidet med bitte små mennesker. At jeg skulle sætte mig selv og mine egne behov til side, men jeg var klar til det. Mega klar. Troede jeg… For man kan ikke sylte overskud og komme det på glas til dårligere tider, og det er nu engang sådan, at mennesker er mennesker og reagerer på følelser, indtil hjernen får overskud til at bryde ind og sige: “Hov, det var da ikke sådan, det var meningen, man skulle reagere, hvis man ville have et barn med højt selvværd og en velfungerende, kompetent familie.” Det sker for...

Jeg har en tilståelse, jeg synes, det er på sin plads at dele med andre end de personer, der er så tæt på mig, at de alligevel ikke kan undgå at opdage det. Jeg tvivler godt nok på, at der er nogen, der er klar over, hvor stort omfanget af det er, men det holder jeg lidt for mig selv. Faktum er, at jeg er et seriøst slikmonster. Jeg kan gå helt i panik, hvis der ikke er udsigt til, at jeg kan få en lille bitte vingummi i munden i et længere tidsrum, og jeg har derfor jævnligt et lille (og meget hemmeligt) stash i tasken. Da jeg endelig havde fået skubbet den baby ud af mine mest private...

Dengang denne hersens mor var barn, var hun meget lidt stolt over sine egne tegneevner. Jeg var, mildt sagt, ikke vild med diverse billedkunsttimer og den slags, og jeg var især træt af, at min lillesøster var temmelig meget bedre med farver og papir. Hendes tegninger forestillede jo faktisk noget, man kunne genkende. Ret ofte modsat mine. Det er mange år siden, jeg sidst har tænkt over den lille brist hos mig selv. Der er jo heldigvis så mange andre ting, man kan være træt af sig selv over. Et par eksempler fra egne lommer er: dårlig hukommelse, manglende paratviden til at brillere i spil som Trivial Pursuit, Bezzerwisser, musikquiz og den slags, korte ben, så man aldrig bliver den...