Den forsvundne vielsesring – ammehjernen strikes again!

Da vi blev gift for snart fire år siden, gik vi all in på fest. Stor kjole, lækker mad og idylliske omgivelser (tak HERTHADALEN!), mange gæster samt ikke mindst dyre vielsesringe. Vi var enige om, at det var et virkelig fjollet sted at spare på vielsesringene, når vi skulle gå med dem resten af livet. Vi fik dem derfor speciallavet, så de blev lige, som vi gerne ville have dem, og vi har elsket dem lige siden. Eller jeg har… Min mand har nemlig ikke haft sin vielsesring i over et år.

En dag var ringen pludselig væk. Det skete på et tidspunkt, hvor vores søn var omkring 1 ½ år gammel og lige havde fundet ud af, hvad den fantastiske opfindelse skraldespanden kunne bidrage med af uovertruffen underholdning. Desuden havde han vist en god portion interesse for ringen (nyt legetøj yeah, og man får mega meget opmærksomhed fra mor og far, hvis man leger med den. Dobbelt yeah!!), hvis min mand var kommet til at lægge den i børnehøjde. Ringen var sidst set på vores køkkenbord, og børnehøjde var på det tidspunkt også vores køkkenbord, når man koblede et styks barn på knap 80 cm sammen med Ikea-trappestige.

Min mand var derfor ikke sen til at konkludere, at ringen måtte være endt i skraldespanden med vores søn som gerningsmand. Men vi ledte og ledte i håb om at finde den et sted. Vi ledte oppe og nede. I affaldsposer og støvsugerposer. Virkelig nederen sted at lede i øvrigt. I alle bukselommer og jakkelommer. I legetøjskasse og -kufferter. Det kan godt være vores hus ikke er særlig stort, men der er en hulens masse gemmesteder for en ring, som muligvis har været i barnehænder!

Min hukommelse var på daværende tidspunkt stadig ammehjernepåvirket, fordi vores søn var så dårlig til at sove, men jeg syntes, jeg kunne huske, at jeg på et tidspunkt havde taget ringen i lommen, så min søn netop ikke kunne få fat i den. Det var dog ikke første gang, min mand havde lagt den i køkkenet, og da jeg ikke kunne finde den i nogen af bukselommerne, konkluderede jeg, at det måtte have været på et tidligere tidspunkt.

Indtil jeg for et par dage siden skulle bruge min lille håndtaske og ryddede lidt op i den. I det lille lynlåsrum lå lidt af hvert. Vatpinde (hvorfor egentlig??), en mønt og … RINGEN!!! Den umiddelbare glæde ved at have fundet ringen og kunne give den til min mand blev hurtigt afløst af helt enorm dårlig samvittighed. I over et år har min mand i sit stille sind gået og bebrejdet vores søn, at han havde smidt den i skraldespanden. Uden at vi dog var 100 % sikre, fordi han normalt altid lige skulle have vores opmærksomhed, når han smed ting i den. Jeg kunne simpelthen ikke få det til at passe, at han skulle have fundet på at smide ringen i skraldespanden.

Hvordan jeg kan have overset den ring i min håndtaske i mere end et år – en håndtaske jeg vel at mærke HAR brugt – og hvordan jeg fuldstændig kunne glemme, at jeg havde gemt den i tasken, er mig en mega gåde. Jeg blamer ammehjernen.

Hvor mange forsoningsgaver skal der til for at få tilgivelse for sådan en forseelse? Den første af – går jeg ud fra – mange gaver er denne KÆMPE kaffekop til min kaffeelskende mand, som har været misundelig på min egen Starbucks kop længe: