Morfar bygger

V’s nye racerbil (hvis der er nogen, der gider skubbe vel at mærke).

Min far er sej! Og det tror jeg også, min søn synes. Prøv at se, hvad hans morfar lige biksede sammen til ham i sidste weekend. Der var lige nogle bildæk i overskud, og hvad er mere indlysende end at bygge en racerbil til barnebarnet? INGENTING! Der skal godt nok nogle ret stærke arme og ben til at skubbe den rundt, for de der motherf… hjul vejer godt til, og V har ikke rigtig fattet, hvordan man styrer den med snoretrækket, så det er p.t. en udfordring at skubbe og styre samtidig, men det skal nok blive godt.

Det er langt fra første gang, min far viser de kreative evner udi bildækanvendelse. Mine veninder husker helt sikkert, at vi en overgang havde en helt særlig gynge stående midt i haven. Alle ture til Tivoli blev dermed overflødiggjort, så længe der var en, der gad stå i midten og dreje på håndtaget.

Desværre var det en stakket frist, for min lillesøster var sindssygt dygtig til at vente og vente og vente med at løbe ind til far i midten, mens gyngerne fløj om ørerne på hende. Hun ventede tilpas længe til lige præcis at få timet sit indløb, så hun blev ramt lige i smasken af en af gyngerne. Det resulterede i et par ordentlige hjernerystelser. For hun lærte naturligvis ikke af det første gang, det skete. Der ventede hun måske bare lidt længere, før hun timede sit indløb direkte ind i gyngen. Så sagde mor stop. Ikke mere gang i haven til os og ned kom gyngen. Jeg har savnet den lige siden… Men måske kan morfar overtales til at kreere endnu en af slagsen? De to sidste dæk skal jo også bruges til noget. Så må vi bare holde moster langt væk fra gyngen.

Min unge fars fantastiske gynge i haven. Der sad to bildæk i hver ende af noget tovværk, og når man drejede på håndtaget i midten drejede gyngerne rundt, så man kom godt op og flyve. Sejt ikke? Og ja, jeg var barn i 80’erne. Og ja, det er en Opel Kadett i baggrunden.