Det pinlige haveprojekt #3

Om at køre langt i bil med baby

WP_20150429_002Det usmukke liv skal flytte. Altså som i bogstaveligt talt flytte. Det er ikke noget, vi er særlig glade for eller glæder os specielt meget til. Vi har jo altså et hus, som vi har brugt rigtig meget krudt på at rende rundt om os selv for at tage tilløb til at lave diverse projekter. Mest fordi vi i bund og grund ikke aner en skid om husprojekter, så alt skal ligesom læres fra bunden. Men vi er altså ret glade for det alligevel, og det er relativt tæt på det meste af vores familie.

Man kan vel sige, at vi på en måde er blevet tvunget til at hive vores søn ud af den institution, som han elsker, pakke alt vores habengut ned for fjerde gang i løbet af vores snart 9 år lange forhold (og der er langt fra færre dimser siden den første gang) og leje vores lille, søde, rare hus ud og overlade det til en anden familie, som vi håber, håber, håber vil passe godt på det. Min mand har nemlig fået job i Skive pr. 1. august. Skive. Det er sørendansme langt væk.

Det er faktisk rundt regnet tre timers køretur (tak midtjyske motorvej for at æde en halv time) her fra. Den tur kørte vi så i onsdags. Frem og tilbage samme dag. Med baby. Bare fordi vi ku’. Eller… Altså mest fordi vi jo generelt bedst kan lide at have tag over hovedet – også selvom det snart er sommer – og derfor blev nødt til at få set på nogle lejligheder.

Jeg havde egentlig lagt vores liv fuldstændig i min mands hænder og besluttet, at han da sagtens kunne kigge på de lejligheder selv. Jeg behøvede på ingen måde at belemre min tre måneder gamle baby og hendes endnu ikke færdigudviklede ryg med en hel dag i en bil. Eller mig selv for den sags skyld. Det mente min mand så ikke helt. Han turde ikke komme hjem og sige, at han havde fundet en lejlighed, hvorefter jeg så ville bruge det næste års tid på at brokke mig over, at der var for mange trapper (med to børn på slæb), ingen skabsplads (=ROD), intet lys (=depri-mor på barsel), ingen opvaskemaskine (=endnu mere depri-mor på barsel). For ja, det ville jeg jo nok komme til.

Jeg fik derfor med huj og hast anskaffet en autolift, som min lille baby kunne ligge i på turen. Koblede den sammen med hjertepuden med hul i a.k.a. babymoov, som skåner babys baghoved, og vi kunne nu med god samvittighed begive os ud på den lange vej til Skive kl. 6.30 om morgenen. Turen derover gik som smurt. Baby sov som en sten nærmest hele vejen, og da vi ankom til Skive i god tid til amning og toiletbesøg, var jeg lettet. Altså bortset fra, at jeg jo stadig ikke helt havde (har) affundet mig med, at jeg skal tilbringe resten af min barsel i den by. Jeg aner jo ikke, hvor man får den bedste latte henne, vel? Baby kom med ind og ud af diverse lejligheder. Også dem, der lugtede (jeg troede, vi boede grimt…!) Vågen noget af tiden, sovende noget andet af tiden.

Efter tre timer med lejlighedskigning, hvor intet af det, vi har råd til, rigtig kunne leve op til de få, men mega vigtige krav, vi (læs: jeg) har til et sted at bo for den lille familie, var det tid til endnu en amning og et toiletbesøg og så hjemad. På trods af autolift, babymoov, uroer og mors lækre fjæs lige i øjenhøjde, ville baby åbenbart ikke være med mere, da vi ramte Fyn. Om det var, fordi hun inderst inde allerhelst vil bo på øen i midten, eller fordi hun var træt af sin mors grimme fjæs lige ned i hovedet og træt af den grimme wannabe skønsang, som jo slet ikke var god nok stimulation for en baby, der for længst er gennem sit tredje tigerspring, er jo lidt svært at sige, men noget var i hvert fald ikke, som det skulle være. Der var intet, der virkede resten af turen, som således var akkompagneret af on/off babyskrål.

Autoliften er altså ikke et vidundermiddel, der skaber lækre og tilfredse babyer på lange bilture. Den dur til gengæld mega godt til mors samvittighed, og det er alligevel ikke at kimse af. Vi lejede den hos lejenbarnevogn.nu, som har dag-til-dag-leje, så vi slap for at leje en i tre måneder hos Babysam. Jeg har nemlig ikke tænkt mig, at vi skal på ret mange flere af den slags ture.

Men jo, vi fik valgt en lejlighed. Med lys, opvaskemaskine, vaskemaskine og et lille bitte kosteskab til det værste rod. Så må vi se, om Skive kan lave en ordentlig latte.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det pinlige haveprojekt #3