Når livet ikke går helt som ventet

Jeg har ret ofte lyst til at græde lidt i disse dage. Mest fordi jeg synes, livet er lidt uretfærdigt, besværligt og strengt for tiden. Jeg skynder mig lige og sige, at mine børn har det godt. Det er ikke dem, der gør det. De er jo grunden til, at der alligevel er grund til at smile og glæde sig over noget.

Jeg græder mest på min mands vegne. Han har ikke haft det særligt let, især det sidste års tid. Ingenting er gået hans vej, og i fredags kulminerede det hele med et kæmpemæssigt slag i ansigtet, og hvis al hans selvtillid ikke allerede var pillet fra hinanden, så blev den sidste rest det i hvert fald nu. Jeg bliver så ked af det på hans vegne, for han har virkelig knoklet. Det føles så langt fra retfærdigt, som det overhovedet kan, at det skulle slutte sådan her, og jeg ville ønske, der var noget, jeg kunne gøre for at rette op på det. Fortælle nogen et par sandheder. Eller noget.

Lige nu må vi i stedet “tælle vores velsignelser” for at komme på ret køl igen. Ingen af os eller vores nærmeste er syge. Vi har hinanden og to raske og søde børn. Vi har gode venner, som vil os det bedste. Vi har tag over hovedet. I hvert fald en måneds tid endnu.

Men jeg græder stadig lidt. Jeg kan ikke gøre for det. Det er lidt noget lort lige nu, og bloggen lider under det. Jeg ville helst have, at alle mine indlæg var sådan nogle, man trak lidt på smilebåndet over. Det er lidt svært at skrive sådan, når det indvendige er trist. Det kommer nok igen.