Om at have to blebørn

Str. 4 og 5. Kan I måske særlig nemt se forskel på de to størrelser?

Min store dreng på snart 3 år er, så vidt jeg kan fornemme, slet ikke i nærheden af at smide bleen. På trods af, at han ofte tisser på toilettet om aftenen inden badtid og også har lavet lort et par enkelte gange på toilettet. Jeg har den fornemmelse, fordi han stadig er fuldstændig ligeglad med, at han render rundt med lort i bleen. Og lyver, hvis vi spørger ham om det. “V har du lavet lort i bleen?” “Nej”. “Er du sikker på, at du ikke har lavet lort. Jeg synes, her lugter af lort.” “Mor, prøv og se! En flyvemaskine.”

Det føles derfor nogle gange ret samlebåndsagtigt at skifte bleer på de der børn. Blespandene bliver fyldt i løbet af 0,5. Og ja, jeg mener blespandene. Og nu er der hele to forskellige størrelser bleer, man skal huske at købe. Selvom lille baby vokser så hurtigt, at hun allerede bruger størrelsen under størstebarnets bleer. Vildt, ik? Hvem sagde tyksak? Det gør dog, at det heldigvis ikke gør så forfærdeligt meget, at man kommer til at tage fejl af de to bleer. De ligner nemlig hinanden. Der står godt nok et lille bitte 4- og 5-tal på dem, men hvem tjekker? Der er jo rigeligt at se til, når man skal passe på, at baby ikke tisser i det splitsekund, det tager at finde en ny ble frem, og når man skal holde den store fast, så han ikke render rundt og tisser alle mulige andre steder end i bleen eller på toilettet. Ja, han har – på trods af sine snart 3 år – åbenbart ikke fattet, at det ikke er det perfekte sted at tisse bag tøjstativet i soveværelset.

Nogle gange bliver jeg simpelthen så træt af pasformen på de der bleer. Og ja, vi har nok i hvert fald prøvet 3-4 forskellige slags. F.eks. i sidste uge, hvor størstebarnet tre gange på en uge tissede igennem om natten. Eller i dag, hvor baby præsterer at “skide skævt”, så det ender i overflow i den ene side af bleen og et komplet tøjskift inklusiv bad. Efter 3 år med bleskift, tør jeg godt påstå, at det ikke er, fordi jeg sætter bleen forkert.

Jeg var kæk nok, da jeg var gravid med baby, og folk nævnte noget med, hvor nederen det var at have to blebørn samtidig. Det, syntes jeg ikke, var så slemt. Jeg var mere bekymret for manglende nattesøvn og trodsalder. Jeg må dog indrømme, at jeg er ved at være ret træt af det, og jeg spørger derfor indimellem den store, om han ikke vil sige til, når han skal skide, så han kan komme op og sidde på toilettet. Indtil nu uden held. Det gider han overhovedet ikke. Heller ikke selvom vi spørger, når vi kan se, at det er tid (I ved, når barnet er gået ind i et andet rum, hvor han står helt stille og er meget koncentreret). “V, skal du skide?” Intet svar, men en dreng, der flygter. “Skal du så lige op og sidde på toilettet, så du kan lave lort på toilettet?” “NEJ NEJ NEJ NEJ NEJ.” Efterfulgt af dreng, der smækker døren til toilettet og tydeligvis gerne vil være i fred. Jeg tænker, at han ikke er klar? De kloge siger, at man ikke skal forcere den slags, men vente til han selv er klar. Så er succesraten større. Så vi venter. Mere eller mindre utålmodigt.

FYI: Ja, vi kalder det lort og at skide. Det er jo det, det er. Vi har talt om alle de forskellige ord, man kan bruge. F.eks. brugte min egen mor ordet “Badr”. Det føles lidt for barnligt. Vi er vel voksne mennesker og kan kalde en lort for en lort. Pølser er for mange oplagt et oplagt valg, men sådan nogle får vi af og til til aftensmad. De to ting skal helst ikke blandes sammen.