Noget om en flytning og årsagen til stilheden på bloggen

Vores lille, fine hus, som nu midlertidigt bebos af en anden familie

Der er nogen, der vil sige, det har været en nederen sommer, fordi vejret har været alt andet end solskinnende. Det er jeg helt og aldeles uenig i… Og det er ikke, fordi jeg er solforskrækket. Det har efter min mening været en nederen sommer, fordi vi har brugt hele juli måned – bortset fra et par dage eller fire på fødselsdage – på at gøre vores hus klar til udlejning, sortere vores ting, pakke vores ting ned, se vores venner en sidste gang og FLYTTE! Til den anden ende af landet, altså. Hvor vi ikke kender en levende sjæl. Hverken mig eller ungerne. Manden kender få, fordi vi er flyttet til byen med hans gamle og nuværende arbejdsplads. Skive Kaserne.

Jeg har egentlig haft 3/4 år til at vænne mig til tanken om, at nogle andre skulle bo i vores hus, at vores søn skulle forlade sin elskede institution, at vi skulle bo langt væk fra familie og venner, og at der ikke var en ordentlig kaffebar i byen. Allerede i efteråret fik vi at vide, at min mand skulle arbejde i Skive, selvom vi havde håbet på et sted på Sjælland. Desværre havde det ingen betydning, at vi havde hus og barn i institution samt hele vores netværk på Sjælland. Forsvaret i en nøddeskal.

Men 3/4 år er for lang tid. Det var først efter, vi var flyttet, at åbenbaringen kom: Der ER en ordentlig kaffebar i byen. Oven i købet kun få hundrede meter fra vores lejlighed. Lagkagehuset er kommet til Skive. Og når vi kommer hjem til jul, ligner jeg en gravid i 5. måned med al den kaffe og kage, jeg bliver NØDT til at indtage for at overleve.

Jep. Et styks Lagkagehus! #HvisDuIkkeKanFindeMigErJegDer

Jeg er overbevist om, at der er nogle skide søde mennesker i den her by, men man får jo altså ikke nye venner den første uge i byen. Nok heller ikke den anden uge. Måske ugen efter?

Så ja, det er grunden til, at bloggen har stået stille den seneste måneds tid. Det var helt og aldeles utilsigtet, og den har levet i bedste velgående i mit hoved, men der har ikke været et ledigt nanosekund at spendere på bloggen, selvom jeg har haft et stort behov for at dele alle mine tanker omkring denne flytning og det der skete umiddelbart forinden. Nu er min søn så småt startet i børnehave herovre, og jeg håber derfor, at jeg får tid til at skrive lidt igen. Også selvom lejligheden ligner noget, der er løgn med flytterod absolut alle steder tænkeligt. Det usmukke liv har om noget fået et usmukt hjem som base!