Dilemmaer i børneopdragelsen

Åh jeg bliver nogle gange så træt, når jeg læser råd til børneopdragelsen. Vi bliver jo bombarderet med dem. Så må man ikke skælde ud, så må man ikke sige ja, hvis man allerede har sagt nej (selvom ungen hyler, så ørerne er ved at falde af), så kigger man for meget på sin telefon og glemmer at kigge på sit barn. Jeg vil jo mine børn det allerbedste, men det betyder også, at min børneopdragelsesselvtillid dagligt får et knæk, fordi jeg IGEN ikke har overholdt alle de der spilleregler, som nogle kloge hoveder har fundet på.

Jeg er selv vokset op i en tid, hvor skæld ud var den bedste opdragelsesform. Det var jo meget bedre end at slå(!). Det var sådan, det var, og det er derfor det, jeg kender. Det, der naturligt falder mig ind. Men det må man ikke. Det er i værste fald skadeligt og i bedste fald virkningsløst.

Jeg HÅBER, jeg ikke er den eneste, der har det lidt svært med alle de råd, som er så overordentligt svære at overholde altid. For vi er jo ikke overmennesker. Os forældre. Vi bliver også trætte og er nede på overskud. Tænker ikke altid klart. Reagerer impulsivt. Nogle kalder det barnligt, at man ikke har styr på sine følelser. Jeg kalder det menneskeligt.

Nedenfor er et par eksempler fra hverdagen herhjemme:

1. situation: Størstebarnet vil gerne have mandler, lige som vi er på vej ud af døren, og eftersom jeg tidligere på morgenen havde lovet ham dem, må jeg give efter. Det er jo ifølge de kloge hoveder vigtigt at lære dem, at de kan stole på det, vi siger. At vi er konsekvente, så de bliver så trygge som muligt. Vi aftaler, at han får en lille bøtte med dem, så han kan spise dem i bilen. Han insisterer på selv at sætte låget på, men bliver ved med at vende det omvendt. Jeg forsøger at hjælpe. Flere gange. Til sidst bliver han så hidsig over det, at han kaster det hele på gulvet.

Hvad jeg gjorde: Råbte: “HOLD SÅ OP! SE NU DER, HVAD DU HAR GJORT! ARH, HVORFOR GØR DU DET?”

Hvad jeg burde have gjort: Stille og roligt sagt: “Hov, driller låget? Aj, det er også dumt. Her er nogle nye mandler, så prøver vi lige igen.” Men jeg var træt… Jeg havde en dårlig morgen… Jeg orkede fra start af ikke bøvlet med ble på, tøj på, morgenmad i skrutten, børste tænder, ud i bilen, ind i vuggestuen, sige hej hej, hjem igen med baby, få baby til at sove og så ENDELIG få mig den tiltrængte kop kaffe i sofaen. Det er et ca. 1½ – 2 timers marathon hver evig eneste morgen. Og det er KUN mandag.

2. situation: Mormor er kommet for at hjælpe med at putte, fordi far er væk hele ugen. Hun vil gerne have en hurtig kop kaffe. Størstebarnet ser, at jeg er ved at lave mælkeskum. Han proklamerer: “Mig godt lide mældedum”, jeg svarer:”Vil du have lidt mælkeskum? Du må godt få lidt mælkeskum”, han svarer (naturligvis): “Jaaa!” og skynder sig ind til mormor og forklarer, at han godt må få mælkeskum. Mormor, som ikke er klar over, at jeg er ved at putte mælkeskum i et plastikkrus til ham, siger: “Nå, vil du gerne have mælkeskum. Vil du have det, der er i mormors kaffe? Så skal du lige hente en ske.” Han skynder sig ud i køkkenet igen på jagt efter en ske. Jeg giver ham i stedet plastikkruset med mælkeskummet. Det var jo så ikke det, han havde forestillet sig efter at have talt med mormor, så han HYLER og raver en plastikbøtte og en keramikskål ned fra køkkenbordet. Sidstnævnte går i stykker.

Hvad jeg gjorde: “V.!!!! DU SKAL IKKE KASTE MED TINGENE. SE NU, NU ER MORMORS SKÅL GÅET I STYKKER! GÅ SÅ IND OG SIG UNDSKYLD TIL MORMOR.” Prøver bagefter at forklare ham, at han ikke skal kaste med tingene, selvom han bliver sur. Han bliver ved med at køre rundt i, at han skal have mælkeskum og vil ikke have, jeg holder ham fast for at tale med ham. Han slår ud efter mig. “DU SKAL IKKE SLÅ MIG! Så kan du ikke få mælkeskum. Nu går vi ovenpå, for nu skal du i seng!” Det udløser (naturligvis) et større raserianfald hos ham. Jeg er hos ham, mens det står på, men først da han er faldet ned, og vi får talt lidt om det, får han lov at komme ned og få det (skide) mælkeskum. Og så er det pludselig helt okay, at det er i et plastikkrus.

Hvad jeg burde have gjort: Jeg ser hans lettere forskrækkede ansigtsudtryk, da det går op for ham, at skålen er gået i stykker og siger: “Hov, der blev du godt nok sur. Var det, fordi mor var kommet til at putte mælkeskummet op i koppen? Ville du gerne have gjort det selv? Nåh, du ville gerne have spist det fra mormors kop? Ja, men så smager det af kaffe. Ad bad. Vil du ikke hellere have din helt egen kop med dit helt eget mælkeskum?

Så hvad så nu? I bedste fald er det situationer, han har glemt alt om, og som kommer til at gentage sig flere gange fremover. I værste fald har det givet ham ar på sjælen og lært ham, at man skal råbe, hvis der er nogen, der gør noget, man ikke vil have.

F.U.C.K.

Er I alle sammen overmennesker?