Om at være græsenke

Kl. er i skrivende stund 21.39, og dette er min udsigt:

Min sofa

Min vågne (men trætte) og konstant stående baby. Nogle gange syngende, nogle brokkende.

Det er desværre sådan de fleste aftener ser ud for tiden og en af grundene til, at bloggen ligger ualmindeligt stille for tiden. Inde i mit hoved er der mindst et nyt indlæg om dagen, men det nytter jo ikke noget, når man aldrig når til den ro, der skal til for at skrive dem.

For tiden er jeg græsenke. Igen igen. Efter tre uger på Sjælland med begge børn og min mand to af ugerne, er vi tilbage i udkanten, og min mand er taget til Borris. Strengt. At efterlade mig her. Alene. Med to børn. Hvoraf den ene nægter at sove. Eller i øvrigt sidde/ligge stille mere end ½ sekund af gangen.

Når baby engang sover, venter resten af opvasken, en maskinfuld vasketøj til ophængning, en anden omgang vasketøj til sammenlægning og en madpakkesmøring. Pænt træls med en baby, der ikke vil sove. Og en fraværende mand.

It’s my life. Velkommen.