
Hvis omstændighederne havde været helt normale, og vi ikke var flyttet til udkanten på grund af min mands job, så skulle jeg have været tilbage på job om en uge. I stedet sidder jeg her uden daglig kontakt med andre voksne udover børnehavepædagogerne, kassedamerne i Kvickly og indimellem et fælles gab med min mand. Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal ændre det. Min dag er fyldt ud med børnepasning, huslige pligter og deadlines. Babydeadlines. For rutiner er jo en af de vigtigste ting ved det her børneliv. Børn har det bare bedst med rutiner. Det har jeg ikke. Tværtimod. Jeg fungerer faktisk bedst, når jeg kan gøre det, jeg lige føler for, når jeg lige føler for det. Træne,...