10 mdrs fødselsdag, en humørstatus og en forklaring

I skrivende stund har jeg indfundet mig på min vante plads hos Lagkagehuset med varm kaffe (uden mælk – man må jo spare på kalorierne et sted), julebolle og et par smagsprøver på deres kager (som om jeg ikke ved, hvordan de smager alle sammen).

Det er i dag min babys 10 måneders fødselsdag, og jeg serverede derfor bananpandekager til morgenmad i stedet for den vante havregrød, som alligevel bare ender alle mulige andre steder end i munden. Det var et kæmpe hit. Minimal aftørring (Ikke afføring. Læs det endelig ikke som afføring) af afkom nødvendig efter konsumering af næsten TRE pandekager. Det var i øvrigt også et hit for mor og storebror. Hvis nogen skulle være i tvivl.

Humøret er derfor fint denne formiddag, hvor jeg har travet i alt mere end 3,5 km frem og tilbage til børnehaven i solskin og med glad dreng, hans cykel og en sovende baby i dobbeltklapvognen. En baby, som i øvrigt lige er vågnet, men bliver spist af med børnebolle et kort øjeblik.

Jeg ved ikke, hvordan resten af dagen kommer til at gå, når far endnu engang ikke er hjemme ved puttetid, men jeg klarer den jo. Som enhver anden dag. Og fordi jeg kom til at tude midt i madlavningen i forgårs, så er han så udmærket klar over, at jeg har brug for lidt tid til mig selv snart. At han skylder. Jeg har allerede fem aftaler i december, som kun handler om mig. JEG OVERLEVER.

Men hvorfor overhovedet udsætte os selv for den her tilværelse, som tydeligvis ikke gør os lykkelige. Hvorfor kan vi ikke bare flytte tilbage og lade job være job herovre i udkanten. Nej, det er IKKE så vigtigt et job. Slet ikke. Men det er hans job lige nu, og han får mega meget ros for det, og DET er vigtigt. For ham, for os, for hans fremtidige jobmuligheder. Det er altså ikke bare sådan lige at flytte hjem igen. Hvad skal vi leve af, og hvor skal vi bo, indtil lejerne af vores hus flytter?

Vi vidste jo ikke, at det ville blive sådan her. Jeg havde jo bildt mig selv ind, at det ville være mega rart med en masse tid sammen med de allerkæreste i mit liv. Mine børn. Ingen stress, bare børnepasning og husholdning. Virkeligheden er bare, at jeg ikke er den fødte børnepasser. Det burde jeg have vidst. Jeg har aldrig været den, der har…

3 timer senere – baby gad ikke spise børnebolle. 

Jeg har aldrig været den, der har dikkedikket, så snart chancen bød sig. Men jeg var jo overbevist om, at det ville være anderledes med mine egne børn. Det er det ikke. Det, der er anderledes, er, at jeg har lyst til at kysse og kramme dem hele tiden. Den lyst har jeg trods alt ikke med andres børn. Desuden findes der nok ikke ret meget mere stressende end små børn, der handler fuldstændigt irrationelt, og som samtidig har brug for, at man har det største overskud og den største tålmodighed og rummelighed i verden.

Så. I dag er en ok dag. So far. JEG OVERLEVER.