Når storebror slår, sparker og vælter lillesøster

Vi har haft en lortesøndag. There, I said it. Både i ordets bogstaveligste forstand med en 3-årig, der har skidt i underbukserne (uden ble – mere om det projekt på et andet tidspunkt), og fordi vi har haft de vildeste konflikter med samme 3-årige, fordi han slår og sparker ud efter sin kun 9 måneder gamle lillesøster og kaster ting efter hende.

Jeg var alene med begge unger i 1½ time i dag, fordi min mand lige var cyklet en tur. Fint nok. Det er jeg jo ret tit, og jeg havde endda fået lov til at sove længe i dag. Mega overskud. Skulle man tro. Men jeg har været vaskeægte søndagstræt i dag. Rigtig godt og grundigt træt helt ind til benet, og det led min tålmodighed under. Jeg var kun et kort sekund i stand til at tackle mine følelsesudbrud, da storebror helt umotiveret gik hen og klaskede lillesøster på hovedet flere gange i træk. Efter at han havde taget hendes legetøj og skubbet til hende gentagne gange.

Det gør det kun værre, at han bare stod og smilede til mig, da jeg irettesatte ham (forsvarsmekanisme, jeg ved det godt). Så bliver jeg bare enormt provokeret. Når han så fortsætter med diverse andre reaktioner overfor hende, så bliver jeg vred. Rigtig vred.

Jeg havde fornuft nok til at tænke over, hvad der var den rette reaktion, når nu jeg ikke kunne styre mine følelser. Det vil sige, det havde jeg, efter jeg havde forsøgt at skælde ham ud og sætte ham ind på værelset uden resultat. Så jeg tog baby under armen og gik ind i et andet rum, mens jeg sagde, at jeg ikke ville være sammen med ham, når han slog. Det endte så i et rend fra rum til rum, fordi han selvfølgelig fulgte efter og syntes, det da var en herlig leg. Jeg endte i soveværelset, siddende med ryggen til døren, så han ikke kunne komme ind. Nærmest i tårer af frustration. Hvad hulan gør man for at få ham til at forstå, at det IKKE er okay? Det er selvfølgelig fair nok, at han reagerer, hvis hun har gjort et eller andet, som har generet ham. Eller hvis jeg havde glemt ham og kun fokuseret på hende i alt for lang tid. Men det var ikke det, der var tilfældet. Det skete helt umotiveret.

Jeg elsker min søn, men nogle gange kan jeg bare ikke lide ham. Eller mig selv for den sags skyld. Jeg kan ikke lide de følelser, han fremkalder hos mig. Jeg kan ikke lide, at jeg ikke hver gang har overskud til at tackle det på den måde, som det lille barn, som han er, fortjener. Men jeg kan heller ikke lide det udtryk af “jeg ved godt, jeg gør noget, du ikke vil have, men jeg er da bare ligeglad”. Eller “jeg forstår godt, hvad du siger, men jeg lader som om, jeg ikke hører det”.

Det er ikke, fordi han aldrig får os for sig selv. Der er masser af tidspunkter, hvor han er alene med os. F.eks. når lillesøster sover lur. Eller når far tager ham med i svømmehallen. Eller vi går på legepladsen.

Det er heller ikke, fordi han ikke får opmærksomhed, når lillesøster er vågen.

Det har været en lortesøndag. Sådan er det bare. Fyldt med tissevåde og belortede underbukser og råben og skrigen. Heldigvis er der en ny dag i morgen, hvor vi alle har mulighed for at gøre det bare lidt bedre.

Vær sød at sige, at I også har det lidt på samme måde nogle gange?

Mens vi ventede på, at mor faldt ned, og storebror var klar til at være sød, fordrev baby Allie på 9 måneder tiden med at øve sig i at stå selv. Det filmede den stolte mor selvfølgelig. Her er et par still billeder: