It’s alive! – og noget om en fødselsdag

Det er næsten halvanden måned siden sidste blogindlæg. Halv-fucking-anden måned! Det var ikke planlagt. Hvis det havde været, ville jeg lige have givet et heads up.

Det, der skete, var… kort sagt: livet. I al dens prægtige lortethed. Sygdom, sygdom, sygdom – både den på alle måder alvorlige og kemokrævende en af slagsen og den knap så alvorlige, men dog penicillinkrævende slags. Begge dog præget af underskud af overskud.

Der har været krævende trodsalderagtige børn, morsyge børn, ikke-sovende børn og en dårlig samvittighed, der kunne nå her fra og til månen. Både over for store og små. Og nå ja. Økonomiske trængsler, som åbenbarede sig på et tidspunkt, hvor vi egentlig troede, det ikke rigtig kunne blive værre (men selvfølgelig kunne det det, alt kan blive værre). Alt sammen i en kæmpe stor pærevælling. Tak for kaffe.

Bloggen her var oprindeligt ment som et lille skriveværksted. En plads til at fortælle lidt om, at hverdagen hos en helt almindelig børnefamilie ikke handler om, hvor mange Royal Copenhagen dimsedutter (0) eller lækre designermøbler (0) man har, eller hvor dygtig man selv er til at opdrage sine børn, og hvor mange gode råd man egentlig kan give om de samme børn. Det er der andre, der er meget bedre end mig til. Mere om, hvor åndssvagt dårlig jeg er til havearbejde eller om at crave sure sokker. Og det var meningen, at det skulle gøres humoristisk, fordi jeg faktisk havde det meget godt med det.

Men så var det, at livet tog sine kvæleragtige tag om halsen på os og bød på trængsel efter trængsel efter trængsel. Den ene værre end den anden. Så vi kan blive stærkere? Lige nu føler jeg mig lige præcis så lidt stærk, som jeg aldrig nogensinde har været før. Jeg giver op! Jeg er knækket nu. Jeg har bestilt den tid hos den læge for at få den henvisning.

Nå ja, og så skylder jeg lige at sige, at man ikke selv kan beslutte, at dette år skal være et bedre et af slagsen end det foregående. For man er ikke ene herre i livets hus. Der er altid andre parter indblandet, og de har ALTID en anden agenda end din egen.

Så på denne faktisk meget betydningsfulde dag, fordi det er lige præcis et år siden i dag, at det eneste virkelig gode skete i det forgangne år, vil jeg blot meddele, at jeg lever. Og at jeg også nok skal overleve, selvom det nok bliver med et par ar på sjælen. (Og jeg tuder, hvis I giver mig medlidenhed, så er I advaret!)

Og så vil jeg gerne have lov til at minde jer om, at små problemer som tøjkriser, at der mangler mælk til morgenmaden, at du ikke nåede toget, at frisørturen igen igen bliver udskudt, og dit hår derfor ligner en høstak med jord i bunden, eller at barnet igen igen på en eller anden måde fik manipuleret dig (læs: skreget sig) til at give ham is før aftensmaden, IKKE er problemer. Det er bump på vejen. Og I kan sagtens klare dem!

Hvis du ikke har læst mit tidligere indlæg om nogle af de omtalte trængsler, så kan du finde det her. Der er kommet mere på listen siden da. Bare fordi livet kan?…