Om at holde fri i fem uger med mand og børn

Om pressede familier – nogle gange er det altså også synd for forældrene

De seneste dage har der været et tema i Go’ morgen Danmark, som handler om, hvorvidt de danske børnefamilier virkelig er så pressede, som vi påstår, fordi en ny undersøgelse fra Rockwool Fonden har påvist, at tre fjerdedele af danskerne trives med forholdet mellem arbejde og familieliv.

Jeg kender ikke spørgsmålene i den undersøgelse, men angiveligt er det en undersøgelse foretaget på baggrund af 6000 interviews.

Jeg tilhører åbenbart mindretallet, for jeg må indrømme, at jeg føler mig presset. Jeg har et barn på 3,5 år i den værste trodsalderperiode og en et årig, der kun lige er begyndt at fatte, hvad noget som helst handler om. At rosiner er bedre end havregrød. At små ting kan puttes ned i store ting. Den slags.

Begge børn skal hjælpes med alt. Begge børn skal i en eller anden forstand opdrages. Så mit ”arbejde” slutter ikke, når jeg har fri fra mit job. Mit job kan på en måde føles som et frirum. Det er noget, jeg selv har valgt at lave. Jeg får endda anerkendelse og penge for det. Mere og flere, hvis jeg gør det rigtig godt. Jeg kan uforstyrret gå på toilettet. Jeg kan sige fra, hvis jeg ikke har lyst til socialt samvær. Hvis jeg bare har brug for fred og ro til at koncentrere mig om mit eget. Jeg kan melde mig syg, hvis jeg har bihulebetændelse, og mit hoved føles, som om det kan eksplodere hvert andet øjeblik. Det kan alle mine kollegaer og min chef fuldt ud acceptere og kommer ikke anmassende med diverse mere eller mindre hastende opgaver.

Sådan er det ikke derhjemme. Man kan ligge nok så energiløs hen i sin seng og bare have lyst til at flyde videre i drømmeland langt væk fra hovedpine og snotfyldt kranie, men på et eller andet tidspunkt er der en, der kalder: ”JEG SKAL TIIIIIISSEEEE”. Eller endnu værre med panik i stemmen råber: ”MOR, MOOOR, MOOAAAR, JEG TISSER PÅ GULVET, JEG TISSER PÅ GULVET!” Efterfulgt af hyl og skrig over, at fødderne i hvert fald ikke skal vaskes efterfølgende.

Jeg har aldrig fri derhjemme. Jeg er altid på tilkald. Altid. Også når børnene tilsyneladende sover trygt. For lige pludselig gør de det ikke længere. Der er altid en eller flere andre personers behov – oftest helt basale behov, der går forud for mine egne.

Så det, der gør, at jeg er presset, er ikke det antal timer, jeg skal være på job i forhold til, hvor mange timer jeg har derhjemme ved familien. Faktisk er det jo nogle gange helt rart at sidde uforstyrret foran computerskærmen og arbejde koncentreret på et produkt, som ser ud til at blive ganske fremragende. Nej, det er mangel på tid til at pleje mine egne behov.

Ens egne behov forsvinder jo ikke bare, fordi man har fået børn. Og hvis man i alt for lang tid har ignoreret egne behov, så kan man ikke længere rumme sine børn og deres behov. Så er overskuddet brugt op, og så er ingen glade længere. Så er der ingen, der trives. Jeg har oplevet det på egen krop. Jeg ved, hvad jeg taler om, og jeg, min mand og mine børn betaler prisen lige nu.

Jeg giver derfor Lola Jensen ret, når hun i morges på Go’ morgen Danmark sagde, at det er forældrenes opgave at træffe nogle valg, der gør familien mindre presset. Problemet er, at det lød som om det eneste rigtige valg, der kunne tages i den sammenhæng, var et valg om at få mere tid til nærvær med de stakkels børn, der ellers ville blive opdraget af en iPad. Naturligvis handler det om at træffe nogle valg, som man trives med. Blive herre over ens egen situation og ændre situationen, hvis man har det dårligt med den måde tingene er. Men det er ikke nødvendigvis børnene, der altid skal prioriteres først. Eller manden. Eller den syge mor. For det kan give bagslag. Der er ingen, der bliver lykkelige, hvis man ikke lytter og prioriterer sine egne behov på niveau med børnenes. Udover deres helt basale behov naturligvis. For det går nok, at de børn ser en times ekstra tv om dagen, hvis det betyder, at der ikke er nogen, der råber af hinanden. ISÆR hvis de har for vane at stå op før kl 6.

Hvis du er den mor, der glad og smilende springer ud af sin seng og finder lykke over at finde tis på gulvet i badeværelset og ikke synes, det er bare en anelse anstrengende, at barnet ikke vil have vasket fødder, men i stedet render hele huset rundt med tis på fødderne, og som herren har skabt ham, så fortæl mig lige din hemmelighed.

Ja, det er et billede af min højre tommelfinger, som har fået en nydelig blålig farve efter min håndflades møde med en væg.

Ja, det er et billede af min højre tommelfinger, som har fået en nydelig blålig farve efter min håndflades møde med en væg. Man må jo få afløb på en eller anden måde for at undgå at eksplodere af arrigskab over umulig treårig. Fordi man er presset. Der er i øvrigt ingen varige men. Hverken på væg eller finger. Alle har det godt.

Læs i øvrigt gerne mit tidligere indlæg om at være en presset mor her.

4 kommentarer

  • Trine

    Vi er helt sikkert også pressede herhjemme. Mest om morgenen, hvor en til tider (ret) trodsig 3-årig flipper ud fordi tøjet pludselig ikke sidder som det burde eller hun hellere vil have noget andet på; uanset hun lige for 2 minutter siden selv valgte det andet. Og jo, har også prøvet det med tis på fødderne gennem hele huset

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Dia

      De morgener der! De er forfærdelige! Jeg prøver at nyde det, så længe jeg har barsel, hvor vi ikke har pres på for at være af huset til en bestemt tid, men det er jo en stakket frist. “Så kan man jo bare stå tidligere op om morgenen.” Øh nej! Den 3-årige gider da stadig ikke have tøj på, selvom man har ½ time til at klare det. Det hele bliver altså ikke jolly good bare fordi man har tid nok til det hele. Skulle jeg hilse og sige, for vi bruger ofte 2 timer om morgenen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, jeg bliver SÅ træt af Lola og alle hendes politisk korrekte ideer! Ja, det ville være godt hvis vi gik hjemme med børnene, ikke havde en ipad, og var helt vilde med gentagelser, og duplo bygning. Men det er vi ikke!
    Min hjerne stagnerer ,når jeg har bygget duplo i 30 min eller læst Dyrene i Hakkebakkeskoven for 5 gang på en dag!
    Jeg GIDER ikke lege! Så, nu er det sagt 😉 Jeg vil rigtig gerne være sammen med mine børn, men det er bare hårdt at det altid er på deres præmisser.

    Og så er der dårlig samvittighed fra alle kanter oven i hatten. Jeg har ingen selvrealiseringsprojekter kørende. Jeg går på arbejde, jeg er sammen med mine børn, slut! En gang om måneden kan jeg være heldig at være sammen med mine veninder uden børn, men så går det også højt..

    Det er bare en fase…bare en fase på 18 år…. suk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Dia

      I know! Jeg har det lige præcis på samme måde. Det er jo ikke, fordi jeg ikke vil være sammen med mine børn. De er faktisk ret søde, men de er også RØVKEDELIGE. There I said it! Der er jo en grund til, at vi ikke kan lade den mobil være og lige skal tjekke diverse sociale medier, selvom vi leger med børnene. VI KEDER OS! Og hvorfor er det ikke okay at sige det? At det er helt enormt kedeligt at bygge duplo hele dagen eller togbaner eller lege med modellervoks. Især når det skal være på en 3-årigs præmisser. Og det er ikke bedre med den 1-årige. Zzzzzz!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at holde fri i fem uger med mand og børn