Om pressede familier – nogle gange er det altså også synd for forældrene
De seneste dage har der været et tema i Go’ morgen Danmark, som handler om, hvorvidt de danske børnefamilier virkelig er så pressede, som vi påstår, fordi en ny undersøgelse fra Rockwool Fonden har påvist, at tre fjerdedele af danskerne trives med forholdet mellem arbejde og familieliv.
Jeg kender ikke spørgsmålene i den undersøgelse, men angiveligt er det en undersøgelse foretaget på baggrund af 6000 interviews.
Jeg tilhører åbenbart mindretallet, for jeg må indrømme, at jeg føler mig presset. Jeg har et barn på 3,5 år i den værste trodsalderperiode og en et årig, der kun lige er begyndt at fatte, hvad noget som helst handler om. At rosiner er bedre end havregrød. At små ting kan puttes ned i store ting. Den slags.
Begge børn skal hjælpes med alt. Begge børn skal i en eller anden forstand opdrages. Så mit ”arbejde” slutter ikke, når jeg har fri fra mit job. Mit job kan på en måde føles som et frirum. Det er noget, jeg selv har valgt at lave. Jeg får endda anerkendelse og penge for det. Mere og flere, hvis jeg gør det rigtig godt. Jeg kan uforstyrret gå på toilettet. Jeg kan sige fra, hvis jeg ikke har lyst til socialt samvær. Hvis jeg bare har brug for fred og ro til at koncentrere mig om mit eget. Jeg kan melde mig syg, hvis jeg har bihulebetændelse, og mit hoved føles, som om det kan eksplodere hvert andet øjeblik. Det kan alle mine kollegaer og min chef fuldt ud acceptere og kommer ikke anmassende med diverse mere eller mindre hastende opgaver.
Sådan er det ikke derhjemme. Man kan ligge nok så energiløs hen i sin seng og bare have lyst til at flyde videre i drømmeland langt væk fra hovedpine og snotfyldt kranie, men på et eller andet tidspunkt er der en, der kalder: ”JEG SKAL TIIIIIISSEEEE”. Eller endnu værre med panik i stemmen råber: ”MOR, MOOOR, MOOAAAR, JEG TISSER PÅ GULVET, JEG TISSER PÅ GULVET!” Efterfulgt af hyl og skrig over, at fødderne i hvert fald ikke skal vaskes efterfølgende.
Jeg har aldrig fri derhjemme. Jeg er altid på tilkald. Altid. Også når børnene tilsyneladende sover trygt. For lige pludselig gør de det ikke længere. Der er altid en eller flere andre personers behov – oftest helt basale behov, der går forud for mine egne.
Så det, der gør, at jeg er presset, er ikke det antal timer, jeg skal være på job i forhold til, hvor mange timer jeg har derhjemme ved familien. Faktisk er det jo nogle gange helt rart at sidde uforstyrret foran computerskærmen og arbejde koncentreret på et produkt, som ser ud til at blive ganske fremragende. Nej, det er mangel på tid til at pleje mine egne behov.
Ens egne behov forsvinder jo ikke bare, fordi man har fået børn. Og hvis man i alt for lang tid har ignoreret egne behov, så kan man ikke længere rumme sine børn og deres behov. Så er overskuddet brugt op, og så er ingen glade længere. Så er der ingen, der trives. Jeg har oplevet det på egen krop. Jeg ved, hvad jeg taler om, og jeg, min mand og mine børn betaler prisen lige nu.
Jeg giver derfor Lola Jensen ret, når hun i morges på Go’ morgen Danmark sagde, at det er forældrenes opgave at træffe nogle valg, der gør familien mindre presset. Problemet er, at det lød som om det eneste rigtige valg, der kunne tages i den sammenhæng, var et valg om at få mere tid til nærvær med de stakkels børn, der ellers ville blive opdraget af en iPad. Naturligvis handler det om at træffe nogle valg, som man trives med. Blive herre over ens egen situation og ændre situationen, hvis man har det dårligt med den måde tingene er. Men det er ikke nødvendigvis børnene, der altid skal prioriteres først. Eller manden. Eller den syge mor. For det kan give bagslag. Der er ingen, der bliver lykkelige, hvis man ikke lytter og prioriterer sine egne behov på niveau med børnenes. Udover deres helt basale behov naturligvis. For det går nok, at de børn ser en times ekstra tv om dagen, hvis det betyder, at der ikke er nogen, der råber af hinanden. ISÆR hvis de har for vane at stå op før kl 6.
Hvis du er den mor, der glad og smilende springer ud af sin seng og finder lykke over at finde tis på gulvet i badeværelset og ikke synes, det er bare en anelse anstrengende, at barnet ikke vil have vasket fødder, men i stedet render hele huset rundt med tis på fødderne, og som herren har skabt ham, så fortæl mig lige din hemmelighed.
Læs i øvrigt gerne mit tidligere indlæg om at være en presset mor her.
Vi er helt sikkert også pressede herhjemme. Mest om morgenen, hvor en til tider (ret) trodsig 3-årig flipper ud fordi tøjet pludselig ikke sidder som det burde eller hun hellere vil have noget andet på; uanset hun lige for 2 minutter siden selv valgte det andet. Og jo, har også prøvet det med tis på fødderne gennem hele huset