Anmeldelse af “lortebøger” og en update på projekt blestop

Jeg tog mig sammen! Saftsuseme! Jeg tog tyren ved hornene og gik steppet videre i projekt blestop. Missionen var klar. Min knap 3 år og 8 måneder gamle dreng skulle have belortet sine sidste underbukser, og det skulle være SLUT PRUT FINALE med blebukser.

Som jeg fortalte om her, havde jeg i lettere desperation googlet noget om renlighedstræning for et barn med udpræget toiletfobi, når det handlede om andet end tis, og den kære Helen Lyng Hansen blev (igen) vores redning.

For det virkede! Søndag for to uger siden besøgte vi biblioteket. To gange. På jagt efter lortebøger. Bogstaveligt talt. To gange, fordi biblioteket herude i udkanten åbenbart først åbner kl. 13 en søndag.

Vi kom hjem med fire bøger, og som en lille tjeneste til de af jer, der skulle have samme problem, så har jeg her skrevet en lille bitte anmeldelse af dem, så I let og elegant kan gå uden om de mere ligegyldige af slagsen. Alt, der kan effektiviseres i livet som mor, skal denundenlyneme effektiviseres! Derfor starter jeg naturligvis også med de bedste:

1. Hr. Pølle – Hvordan Oscar lærte at gå på toilettet af Birgitte Meldgaard Larsen og Claus Riis.

   Formidabel bog om Oscar, der taler med sin lort a.k.a. Hr. Pølle. Ved gennemlæsningen lærer man også som voksen en hel del om lortenes efterliv, og det for os ellers ukendte område i kloakken kaldet Pølleplaskeland. Dit barn vil lære, at pøllerne allerhelst vil ned og plaske rundt sammen med de andre pøller, og hvis du har et barn, som elsker at gå i svømmehallen som vores, så vil det give rigtig god mening i hovedet på sådan en. Ikke nok med, at dit barn forstår, hvorfor det er så vigtigt, at pøllerne ikke bliver klemt og mast inde i bleen, barnet forstår også lige pludselig, at pølserne ikke er en del af dem selv, men noget separat. Historien er skrevet af Birgitte Meldgaard Larsen, som er psykolog, og historien er derfor skrevet på baggrund af en psykologisk metode. Bogen indeholder et fint efterskrift til forældrene, hvor metoden beskrives. Lån den, køb den, hvis du har et barn med samme problem som mit!

2. Pigen der ikke ville på potten af Henrik Hohle Hansen og Charlotte Pardi.

   Historien er lidt lang, men allerede dagen efter vi havde læst historien, var der gevinst i potten herhjemme. Den handler om en lille pige ved navn Naja, som nægter at gå på potten i flere dage, selvom hun til sidst har så ondt i maven, at hun bare kan ligge på sofaen. Først, da forældrene opgiver ævred og “glemmer” hele miseren, går Naja på potten. Også denne bog personificerer pølserne inde i Najas mave. De vil til sidst bare rigtig gerne ud af maven, fordi de er blevet så mange derinde. Illustrationerne i bogen giver et rigtig fint indblik i, hvor forfærdeligt det må være til sidst for de stakkels pølser, men du skal nok ikke læse den, hvis du har en lille bitte smule kvalme ved tanken om lort. Bare en lille advarsel! 😉 Den vinder ikke prisen for bedste lortebog, selvom der var gevinst dagen efter, fordi vores problem herhjemme ikke var, at vores dreng holdt det inde. Han sked bare i bukserne.

3. Min første bog om kroppen – en pegebog om kroppen, og hvordan den fungerer af Sten Nilsson og Woody Fox

   Denne bog er egentlig en rigtig fin bog generelt, når man skal lære om kroppen og hver enkelt kropsdel og dens funktion. Jeg lånte den i håbet om at skabe en forståelse hos min dreng for, at den mad, som kroppen har brug for, at han spiser, også skal ud igen, og det er derfor, vi går på toilettet. De to ovenstående bøger er bare meget bedre til det, så denne har vi ikke rigtig brugt.

4. Er du snart færdig, Laura? af Gunilla Hansson

   Bogen handler egentlig bare om, at Laura sidder på sin potte uden, at der sker noget. Bagefter er det bamses tur, og til sidst sidder både Laura og bamse på hver sin potte, og så slutter bogen. Hvilken cliffhanger! Man sidder tilbage med spørgsmålene om det nogensinde vil lykkes for Laura. Og hvad med Bamse? Kan han overhovedet lave pølser på en potte? Og får han også røde striber på numsen, når han er færdig? Jeg er bange for, at vi aldrig får svarene, og denne bog bliver altså taberen, fordi man sidder tilbage med mange flere spørgsmål, end man startede med 😀

Så jeg tør nu godt sige, at vi er halvt blefri herhjemme. Endelig. Kun et barn med ble. Jeg proklamerede ellers så frejdigt, da jeg ventede lillesøster, at to blebørn da var det mindste af de problemer, der ville være med to børn med 2,5 års mellemrum! Men jeg er nu meget glad for, at det lykkedes, for fy føj da det er ækelt at skifte en 3,8 årig.

Som en lille sidenote vil jeg lige opdatere på sprogfronten. Kært (eller ulækkert) barn har jo mange navne, og de voksne (ifølge fødselsattesten i hvert fald) herhjemme var egentlig til at starte med ret enige om at kalde det for, hvad det var: lort. Kald nu bare en spade for en spade, ik’? Jeg er vokset op med, at det har heddet pølser, men det er jo altså noget, man spiser. Det gjorde vi bare aldrig i mit barndomshjem. Her i mit voksenhjem er pølsehorn et hit. Så vi syntes bare ikke rigtig, det var det rette ord at bruge, og så skulle man måske bare være voksen omkring det og ikke så fintfølende og kalde det for det, det er. Og nej, jeg er ikke enig i, at det kun er dyr, der laver lort. Seriøst? Det er den mest regnormsagtige undskyldning for ikke at bruge ordet lort.

Men. Nu har vi læst om Hr. Pølle, og Hr. Pølle er blevet en kær ven, så nu heller det altså pøller herhjemme. Et kompromis, vi godt kan leve med.

Velkommen til Hr. Pølle, og tak fordi du lærte vores søn at lave dig på toilettet!