Min tilbagekomst på jobscenen startede med, at jeg tog en flyver fra Karup til Kastrup mandag den 4. april om morgenen. Jeg følte mig ret businessagtig med min lille fikse håndbagage og computer på skødet. Men helt ærligt? Jeg er jo bare en sølle andengangsmor, der skulle på arbejde for første gang efter barsel og tilfældigvis var flyttet til en helt anden landsdel under barslen. Sølle. Og ikke særligt jetsetteragtigt. Alligevel glædede jeg mig. For de tre arbejdsdage foran mig betød også tre dage, hvor jeg slap for at lave mad, tørre røv og øve mig i at lade som om, nullermændene ikke var der. Tilbage på job fik jeg anvist min nye kontorplads. Alt er rykket rundt, siden jeg...

Det er et spørgsmål, jeg i den senere tid har grublet en del over og efterfølgende haft enormt svært ved at acceptere, at svaret på nok er et stort rungende JA. I sidste uge var jeg til læge. Jeg havde taget en del tilløb til at bestille den tid, fordi det jo egentlig bare var noget pjat. At jeg sådan gik og følte mig udmattet. Hårdt nok, ja, men nok ikke tegn på nogen alvorlig sygdom. Alligevel kunne jeg ikke stoppe mig selv i at tænke over, hvorfor jeg indimellem mærkede den der altomslugende udmattelse. En udmattelse, der på ingen måde levnede mulighed for bare at løfte den ene arm. En udmattelse, der krævede kæmpemæssige kraftanstrengelser for at kunne gøre...

På trods af det høje niveau af irritation i min krop og den dertilhørende korte lunte (læs eventuelt her, hvis du ikke ved, hvad jeg taler om) så går det faktisk meget godt i det usmukke hjem. Her roder stadig usigeligt meget, vasketøjet er snart blevet beskidt igen af at hænge så længe på tørrestativet, og maden er ikke de store kulinariske oplevelser. Men vi overlever! Og vi hygger os samtidig! Især denne morgen var helt ekstraordinær hyggelig med to børn, som kom ind til mig i sengen (den ene havde egentlig været der fra start, men havde lige været ude et smut for at tage en inspektionsrunde og bedt om at få yndlingstrøjen på, den lille fashionlover) og kæmpede...

Kl. er knap 20.30, ungerne er puttet, og manden pakker til en “stroppetur”, så jeg sidder efterladt i sofaen uden mulighed for at se den serie, vi er så netf(l)ixede på lige p.t. ØV! Undskyld, hvad siger du? Om min mand skal på shoppetur? Og hvad i alverden han så pakker til sådan en? 😉 Haha – I crack my self up. Nej, en stroppetur er en anstrengende flere dages øvelse, hvor man bliver presset på mad og søvn. Godt man ikke er i forsvaret… I stedet har jeg tænkt mig at gnaske bland-selv-slik i lange baner i de fire dage, hvor han er væk, og jeg er alene med ungerne. DET er dælme da lige så hårdt! Nå, det...

Forleden fik jeg en besked om, at Hanne fra bonusliv havde nomineret mig til en Liebster Award. TAK HANNE!!! Tror jeg nok. Jeg anede nemlig ikke, hvad det var for en fisk, men efter at have tjekket Hannes blog og googlet lidt, har jeg fundet ud af, at det er en måde at opdage nye mindre bloggere på, og den bliver givet af blogger til andre bloggere med relativt få følgere. Og det vil jeg da mega gerne støtte op om. More power to the little people! Eller blogs vel egentlig. Vi har jo lige så meget på hjerte, som de store fisk i havet. Selvom lige den her måde at gøre det på fungerer en lille smule som et af de...