Fremtidsplaner

Jagten på glæden #2

Det trækker altså tænder ud det med at fokusere på ting, der gør glad. Det er IKKE det letteste i hele verden, og jeg har endnu ikke haft en hel dag, hvor jeg ikke har været bare lidt (læs: eddike) sur indimellem.

MEN kombinationen af sol, endorphiner og udsigten til snart at kunne sætte fod i vores hus i det sjællandske igen gør altså noget ved humøret. Og så fylder min mors sygdom lige p.t. heller ikke så meget. Hun har på to måneder både været 14 dage i Indien og en god uge i Spanien. Ingen grund til bekymring der. Uhelbredelig kræft skal da ikke sætte en stopper for at gøre det, der gør én glad.

Der var engang, hvor jeg var optimist af sind. Det var dengang, hvor jeg ikke kendte til rigtige bekymringer. Bekymringer som handler om børn og deres selvværd, økonomi og kreditforeningslån, sygdom og død. Den slags småting. Men det gør jeg nu, og det har medført, at jeg har bevæget mig fra at være den naive optimist til den evige sortseer. Jeg bekymrer mig på forhånd. Om alting. Så jeg er forberedt, prøver jeg at forklare min mand, når han synes, jeg er åndssvag. Jeg kan godt lide at være forberedt også på det værste.

I dag er dog en god dag. For jeg har fået nogle af de mest fantastiske kommentarer til mit seneste indlæg (som du kan læse her), og det gør mig glad helt nede i maven. At vide at der er både kendte og for mig ukendte mennesker, som vil mig det så godt, og som får noget ud af det, jeg skriver her på siden. Jeg fortsætter lidt endnu. Det hjælper jo også mig selv, det her skriveterapi.

Solen skinner, min kondi er bedre end den har været i lang tid, konstaterede jeg ved dagens træning, og der er kage i min mave. Og det er fredag! Så nu går jagten efter gode bøffer, vin og fredagsslik. Jeg har nemlig lige fået min første løn efter 8 måneder på dagpenge. Nedsatte dagpenge vel at mærke. Og det skal fejres. Også selvom det kun var løn for en uge (på ferie).

Du svigter aldrig, kære Lagekagehus. Det er 6 uger siden sidst, jeg var her. Jeg har ikke følt, jeg havde råd til den slags luksus. Men NU!

Du svigter aldrig, kære Lagekagehus. Det er 6 uger siden sidst, jeg var her. Jeg har ikke følt, jeg havde råd til den slags luksus. Men NU!

Hvis du ikke fik læst mit første indlæg om jagten på glæden, så kan du finde det her. Der er faktisk rigtige, ægte råd til at finde lidt glæde i hverdagen, hvis du mangler det.

4 kommentarer

  • Jeg læser stadig med! Især fordi kræft ikke skal sætte en stopper for at gøre det der gør en glad. 🙂 Her er det min far. Og det er det tarvelige ved at blive voksen. At man opdager at vi alle skal dø. Men indtil da så nyd hver dag. Og hverdagene.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Dia

      Jeg kan høre, du ved, hvad du taler om, Christina. Jeg synes, det er træls sådan at blive tvunget til at blive voksen og skulle forholde sig til døden. I en alder af sølle 34. Jeg er slet ikke klar. Men mon man nogensinde bliver rigtig klar til det uigenkaldelige? Jeg tror det faktisk ikke.

      Jeg øver mig i at nyde hverdagene. Det er en skide svær opgave…!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Jeg læser gladeligt med hver gang du skriver 😊 synes altid du rammer plet med noget jeg føler mig underholdt af og kommer til at smile af ☺ hav en dejlig weekend.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Dia

      Tak Trine! Tak, fordi du læser med, og fordi du giver dig tid til at kommentere indimellem. Det betyder meget for mig 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fremtidsplaner