Om at gribe chancen for en date

Kl. er knap 20.30, ungerne er puttet, og manden pakker til en “stroppetur”, så jeg sidder efterladt i sofaen uden mulighed for at se den serie, vi er så netf(l)ixede på lige p.t. ØV!

Undskyld, hvad siger du? Om min mand skal på shoppetur? Og hvad i alverden han så pakker til sådan en? 😉 Haha – I crack my self up. Nej, en stroppetur er en anstrengende flere dages øvelse, hvor man bliver presset på mad og søvn. Godt man ikke er i forsvaret… I stedet har jeg tænkt mig at gnaske bland-selv-slik i lange baner i de fire dage, hvor han er væk, og jeg er alene med ungerne. DET er dælme da lige så hårdt!

Nå, det jeg egentlig ville fortælle var, at min mand og jeg i går fik muligheden for at kigge lidt på hinanden et par timer uden smårollingers indblanding. Så hvis det enormt store held skulle indtræffe en anden gang i nyere tid, så vil vi faktisk med lethed kunne genkende hinanden. Det var immervæk en smule sværere denne gang.

Min mand spørger engang imellem, hvad jeg synes om hans skæg. Åbenbart fordi han har klippet det lidt anderledes, end han plejer. Og mit svar er altid (mens jeg febrilsk prøver at komme i tanke om, hvornår jeg sidst har kigget på hans skæg, og jeg ender med at konkludere, at det nok var for et par måneder siden, hvor han sidst spurgte mig om det samme): “Ja, det ser da faktisk meget godt ud sådan der”.

Det dur altså ikke. At man ikke lægger mærke til hinanden i hverdagen. Man bliver så afsondret og fremmede for hinanden. Og det avler ensomhed, selvom man aldrig rigtig er alene.

Så vi greb chancen, da min far og hans kone kiggede forbi i går. Eller altså kiggede forbi og kiggede forbi. De bor i Ballerup. Vi bor i Skive. Og de havde booket et hotelværelse. Men jeg dristede mig alligevel til at spørge min kære farmand, om de mon havde noget imod at lege med ungerne nogle timer, så min husbond og jeg kunne gå ud bare os to og prøve og se, om vi kunne genkende hinanden. Farmand og konen syntes heldigvis, det var absolut intet problem.

Kl. 12.25 befandt vi os på datens første stoppested:

XL-fucking Byg… Hvordan kunne du dog gætte, at det var mit all time favoritsted til en date, hva’ skat? Sagde ingen nogensinde.

Turen gik heldigvis hurtigt videre til den eneste anden butik, vi nåede at besøge den dag, fordi vi bor i provinsen til provinsen, og alt lukker kl. 13 om lørdagen. Der stod vi – eller mest min mand – og talte med en urmager om dyre ure i noget, der minder om ½ time. Jeg kiggede mest på smykker et andet sted i butikken, for den kære hr. alvidende urmager havde ekstremt dårlig ånde. Jeg er sådan set heller ikke særligt interesseret i, hvad et eller andet snobbet urfirma synes om, at andre end dem selv reparerer deres ure. 7000 kr. som minimum ville det koste at reparere en sekundviser, fordi ingen andre må gøre det. Øhm… det tror jeg lige, vi tænker over…

MEN… På datens næste og sidste stop fik vi både vendt verdenssituationen – også den uden børn. Altså den, der handler om karriere og jobs, fremtid og ønsker, hvis I skulle være i tvivl? Det var jeg… Jeg havde et kort øjeblik (16 måneder kort) glemt, at livet var andet end børn og nullermænd. Hold op, hvor var det rart bare at sidde og snakke uforstyrret. At kunne genkende sin kæreste igen. At føle, at man stadig var hinandens og in sync. Det tror jeg egentlig er den bedste medicin for sådan en som mig. At ham, der er mit hjerte kærest, ved hvad der foregår inden i mig og omvendt.

Humøret er således en del højere denne weekend end i sidste. Det håber jeg også, jeres har været. Og jeg håber, det holder hele næste uge, hvor jeg altså skal være alene med to børn i fire dage. Det bliver SHJAAAAAAW!