Jagten på glæden #2

Sparetips

WP_20160407_003

Rigdom! 😀 Og nej, der er ikke nogen 10’er. Det er 50 ører alle sammen. Og ja, jeg har spenderet penge på en kop kaffe hos Lagkagehuset, mens jeg skrev om sparetips. Jeg er heller ikke perfekt. Til gengæld valgte jeg en kop filterkaffe med mælk i stedet for den næsten ti kroner dyrere latte.

De forgangne 8 måneder har pengekassen hjemme hos os været sådan en, der insisterede på at kalde på øller, når man råbte Møller til den. Tom. Hul. Indholdsløs. De penge, der har været, har hurtigt insisteret på at bevæge sig videre i verden af ren og skær ensomhed, er jeg sikker på.

8 måneder på nedsatte barselsdagpenge og en mand uden en ordentlig løn, men til gengæld en ualmindeligt tung timeseddel. Det tærer. Både på opsparingen og på overskuddet. Et overskud, som i normale tilfælde ville kunne genvindes ved lidt netshopping eller en strøgtur med et glødende dankort som bedste følgesvend. En fuldstændig uholdbar situation.

Der var en af mine veninder, der derfor mente, at jeg ville være den perfekte til at give et par tips om at spare. Sparetips. Hun har sagt det flere gange, så sent som i forgårs. Det grinede jeg lidt af. Jeg er nemlig røv dårlig til at spare. God til ikke at bruge penge måske, men røv dårlig til at spare. Du troede måske, det var det samme? Det er det ikke.

Når man sparer, så er man bevidst om hvert enkelt køb, man gør sig. Er det nødvendigt? Kan det fås billigere et andet sted? Kommer det på tilbud inden længe? Kan du nøjes med mindre?

Når jeg køber, så køber jeg. Så farer jeg ikke land og rige rundt på tilbudsjagt i det ene supermarked efter det andet med lommerne fyldt med tilbudsavisudklip. På genbrugsjagt i butikker med langt flere gamle (lidt ulækre?) ting end lækker retro. Næh.

Jeg går f.eks. i Kvickly efter småting i ny og næ, fordi det ligger tættere på vores bopæl end Lidl – også selvom man helt uden at snyde går direkte forbi Lagkagehuset på vej til Lidl. Så er den besparelse jo alligevel spildt. Men Kvickly har alle mulige interessante ting som børnetøj, legetøj, bøger, sko og nips udover de helt gængse og nødvendige-for-overlevelsen madvarer. De har lækkerhedsvarer præsenteret på en for køberen fuldstændig uimodståelig måde. Og vin. De har også vin. Og smagsprøver nogle gange. På dyre ting. Man er jo magtesløs.

Så i stedet for at spare, har jeg valgt en anden taktik. Taktikken ikke at bruge penge. Jeg tager simpelthen ikke dankortet op af lommen. Jeg undgår alle reklamemails fra Black Swan Fashion, Boozt, BR, Ide møbler, Ilva, Just Spotted, Jysk, Part Two, Zalando… (Ja, jeg får dem alle sammen. Siger det noget om mig? #KvindenUdenSmagEllerEnMegetForvirretEnAfSlagsen.) Jeg undgår så vidt muligt indretnings- og interiørprofiler på Instagram. Jeg prøver at undgå sponsorerede blogindlæg. Jeg går ikke ind i nogen fysiske butikker (kun supermarkederne, hvor det er tilladt at bruge madbudgetkortet). JEG UNDGÅR FRISTELSER!

Og jeg hader det. For så materialistisk er jeg. Jeg bliver jo glad af at shoppe. Det kilder nede i maven, når jeg går hjem med et godt køb. Det er pisse lortet ikke at have nogen penge at bruge, og jeg har altså ikke tålmodighed til at lede i timevis efter gode køb på diverse genbrugsnetsider. Jeg er træt af at vende hver en mønt. Så nu er jeg begyndt at arbejde igen. Egentlig mest fordi både min chef og Udbetaling Danmark sagde, jeg skulle. Men således ikke mere barsel til mig i denne omgang. Til gengæld har det så kostet mig den nette sum af 1600 kr. at være på arbejde i tre dage. Fordi vi bor i den anden ende af landet.

Jeg er skide god til ikke at bruge penge, jeg bliver bare pænt deprimeret af det.

Men hvis du holder en pistol for panden af mig, og jeg bliver TVUNGET til at dele et par råd til at være mere sparsommelig, så here goes:

  1. Madplan og madbudget. Lav madplan og køb ind til hele ugen. Tænk gerne rester ind i madplanen. Har du måske tænkt på, at en rest kødsovs kan bruges til uendeligt meget? Pizza, tortillas, lasagne, den der ret med kartoffelmos nederst og kødsovs ovenpå. Og at frikadeller faktisk godt kan puttes i en karrysovs og bruges som boller i karry? Eller steges på panden med en ordentlig omgang grøntsager. Og ja, vi er ret store fan af retter med hakket kød. Det er også billigt.
  2. Tænk over hvert et køb, du skal til at lave. Kan du undvære? Er det virkelig nødvendigt lige nu? Kan noget af det, du har allerede, bruges i stedet? Eller kan du sælge noget? Sidstnævnte jeg så ikke haft skide meget held med. Jeg har forsøgt, jo da. Men det er som om mit aflagte H&M-tøj ikke er det mest eftertragtede på Trendsales… Forstår det virkelig ikke.
  3. Kan du drikke din kaffe hjemme? Nej, det er sgu da ikke lige så sjovt. Og ja, du har brug for at komme ud af døren. Jeg ved det godt, men hvis du nu undlod kaffen, og lod der gå 6 uger uden, så kunne du snildt spare noget, der svarer til en lækker bluse. Jeg køber kage for mine penge i stedet.
  4. Spørg dig selv, om det virkelig er pengene værd det, du står med i hånden. Kan du få noget andet og bedre for pengene? Er det måske bedre at putte pengene i sparegrisen og så købe den der lampe, du har ønsket dig længe i stedet?
  5. Opsparingskonto! Også selvom det kun er 200 kr., du kan overføre pr. måned. Og husk at gøre det den 1. i måneden, lige når du har fået løn (eller dagpenge). Og hvis der alligevel kommer underskud på kontoen, så er de altså ikke fredet de penge. Det er kun, såfremt det kan løbe rundt uden.
  6. LAD VÆRE MED AT GÅ IND I BUTIKKERNE! Også de online af slagsen. Seriøst, det bedste råd nogensinde. Lad være. Bare lad være. Du er den bedste til at være dig, uanset hvilket outfit du har på kroppen. OGSÅ selvom der er huller i fra vaskemaskinen, og det er lidt beskidt, fordi du har børn. Du er STADIG den bedste til at være dig. Du kan ikke erstattes. Du er lige så meget værd som hende med Chaneltasken.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jagten på glæden #2