Det er nogens fødselsdag i to timer mere i dag

Og den ene er min datter. Og den anden er min mor. (Nå ja og så lige en nevø og en næsten kusine, men det er jo også en dejlig random dag på året). Jeps. Et styks fødselsdagsbarn, der ikke engang har lært at udtale ordet fødselsdag. Og et andet, som har haft så mange fødselsdage, at lysene på lagkagen ville udgøre en sand brandfare, hvis man turde forsøge sig med den slags. Så det gjorde vi ikke i dag.

Dengang jeg var til den første scanning i min anden graviditet, og jeg fik en terminsdato to dage efter min mors fødselsdag, tænkte jeg: “FUCK”. Jeg havde født min førstefødte et par dage før termin, så det kunne jo LIGE passe, at det skulle ske igen. Ikke at det ville være en katastrofe at dele fødselsdag med både sin mormor og sin fætter, men det ville da være federe, hvis man havde sin egen dag. Måske endda sin egen måned? Men det var vi så pænt dårlige til at planlægge i babymaking processen.

På den anden side er jeg selv så velsignet at være født dagen efter min egen farmors fødselsdag. Det resulterede i, jeg aldrig fik holdt nogen ordentlig fødselsdag med min fars side af familien, fordi min farmor altid inviterede til sin egen fødselsdag. Ikke noget med en god fælles du-tager-kage-med-jeg-bager-boller-fest. Niks. Kun hendes egen. Jeg kan ikke rigtig huske, at det var et stort problem for mig. Men jeg har da undret mig over det. Hun døde for 20 år siden, så det er pænt lang tid siden, det har været noget, jeg skulle planlægge efter.

Når man så har været den tankerække igennem, så giver det faktisk mere mening for mig, at min datter skulle komme lige præcis på denne dag for to år siden. 26. januar. Det er jo svært at overse sit barnebarns fødselsdag, når det er samme dag som ens egen. Ikke at min mor på nogen måde kunne finde på at gøre min farmor kunsten efter. Men det er jo også lidt særligt. At de to generationer på en måde mødes på midten. En, der kun lige har startet sit liv og en anden, som uundgåeligt er trådt ind i livets sidste kapitel.

Jeg har lagt mærke til, at der er bloggermødre, der finder på at skrive store kærlighedserklæringer til deres børn på dage som denne. Noget, der minder om oder ligefrem. Sådan en er jeg ikke. Vær ikke i tvivl om, at jeg knuselsker min datter, hendes frække natur og hendes milde sind. Men helt ærligt? Hun er to. Det, jeg skriver i dag, kommer hun højst sandsynligt aldrig til at læse, og så pladderromantisk er jeg altså ikke. Så jeg slutter denne anden omgang pladder i dette herrens år 2017 med blot en enkelt bemærkning mere.

Da min søn fyldte 2, lå min datter allerede og boblede rundt inde i min mave. P.t. er jeg virkelig langt fra at skulle have noget som helst til at boble rundt inde min mave. Det skulle da lige være en fastelavnsbolle…