Det, der skete, var… #2

Første del af begrundelsen for mit to år lange fravær fra bloggen kan læses her

I maj 2018 blev vi beriget med et tredje vidunder. Og hold kæft hvor var han vidunderlig. Lykkehormonerne brusede gennem kroppen, og jeg kan huske, at jeg sad overfor jordemoderen kort tid efter fødslen og havde besvær med at lade være med at smile. Jeg var meget bevidst om, at det måtte være lidt komisk, fordi hun var helt klar over, at det var hormonerne, der var på spil. Men jeg nød det. Og ønskede at nyde det så længe det varede. Og det gjorde det. Varede enormt længe. Jeg elskede min lille baby og var helt enormt taknemmelig over at have fået lov til at opleve det en gang til. Med en tredjegangsmors fantastiske ro i maven.

Fornemmer I et “men”? Det kommer lige om lidt.

Så sent som i september kunne jeg mærke lykkefølelsen og stoltheden over den familie, min mand og jeg havde skabt. Selvfølgelig var børnene ikke altid nemme – det ER børn jo ikke – og det var ikke altid lige til at opfylde de tre børns meget forskellige behov samtidig. Men jeg var lykkelig. Og min baby var en rigtig nem en af slagsen. Den nemmeste, jeg havde prøvet. Det var ikke bare lykkehormonerne, der havde indtaget kroppen. Det føltes bare grundlæggende helt rigtigt at have fået et barn mere. Og det fortalte jeg naturligvis mine kolleger med de tre børn, som havde heppet på, at jeg skulle få et mere til samlingen af vidundere.

Men:

Så døde min mor.

Ikke som et lyn fra en klar himmel. Hun havde været syg hele året, men man kan ikke forberede sig på døden. Især ikke når det gælder en person, som står en så nært. Og vi fik ikke sagt farvel. Fik ikke sagt de sidste ord velvidende, at det var de sidste ord. Jeg tror, det sidste, jeg sagde til hende, var: “Vi ses på mandag”. Det gjorde vi ikke. Jeg så hende allerede om fredagen.  Men kun guderne ved, om hun så mig.

Nu er der gået over et halvt år, siden hun døde. Det gør ikke mindre ondt. Tværtimod.

I næste indlæg vil jeg fortælle lidt om, hvordan det har været at være vidne til livet, der rindede ud, mens jeg stod med et helt nyt, friskt et i hænderne.