En barsel med sorgen som følgesvend - når man mister sin egen mor #2 - en fødselsberetning

En barsel med sorgen som følgesvend – når man mister sin egen mor #3 – stress og død

Jeg har ikke planlagt denne føljeton på forhånd. Jeg skriver det, jeg har brug for at skrive. Det er lige så meget en del af min egen sorgproces og bearbejdelse af alt det, 2018 havde at byde på i mit liv. Og det var meget.

Denne gang vil jeg fortælle lidt om en sommer med en nyfødt baby, en stressdiagnose og en mor, der kom på benene igen og det medfølgende håb, som indgød en ro i min krop til at nyde min baby og til at håndtere endnu en diagnose i familien, men som hurtigt forsvandt igen.

Har du ikke læst første og andet indlæg i føljetonen, kan det findes her og her.

Tre uger. Så lang tid havde min mand fri efter baby nr. 3 havde meldt sin ankomst. Det var rart. At slippe for at stå op om morgenen og aflevere de to store gav en stor ro til at få amningen igang og nyde lykkerusen.

Da han startede på arbejde igen, ramte virkeligheden også med et knald. Den første uge tilbage på arbejde, arbejdede han 70 timer. Der gik en lille måned, hvor han næsten ingen fridage havde, og så måtte han kaste håndklædet i ringen og sygemelde sig. Kroppen havde sagt fra, og arbejdet var på ingen måde det værd. Hvis det ikke var sket, havde jeg nok selv betalt prisen. Og vores børn. Det var ikke nogen sjov periode for nogen af os.

Vores sommerferie startede således med en sygemelding, og det var på en måde en gave for vores familie. Nu var der tid til at koncentrere os om baby og skolestart, som betød nye rutiner for hele familien.

Min mor havde det nogenlunde på det tidspunkt, hvor min mand blev sygemeldt. Hun kørte bil igen og tilbød sin hjælp, da jeg midt i vores sommerferie skulle tilbringe en hel dag alene med alle tre børn i et sommerhus på Fyn. Nu hvor jeg har været mor til tre i et år, virker det som en absolut overkommelig opgave, men det var det ikke sidste sommer, hvor jeg var en relativt uerfaren mor til tre.

Besøget af min mor var dog på ingen måder en hjælp. Det gik for alvor op for mig, hvor lidt hun var i stand til. I stedet for at hjælpe mig med frokosten til børnene, måtte jeg også sørge for hende. Og vores udflugt til skoven for at lede efter trolde blev en forfærdelig oplevelse, hvor jeg frygtede, at jeg skulle slæbe både mor og børn tilbage til bilen. Hun var ikke bevidst om sine egne begrænsninger. Eller ville formentlig bare ikke acceptere dem. Jeg blev så irriteret på hende. Hvorfor tilbyde sin hjælp og så komme over og være en ekstra belastning for mig? Men da irritationen slap sit tag, kunne jeg også godt se, at hun bare så gerne ville hjælpe og være sit sædvanlige stærke jeg. Viljestyrken var der ikke noget galt med, men kroppen kunne på ingen måder følge med hovedet.

Min mands sygemelding betød også, at jeg kunne være mere fleksibel i forhold til at hjælpe min mor. Når baby sov, kunne jeg lige hurtigt ordne nogle ærinder for hende, da hun i august igen var for svag til selv at tage nogen steder. Hun drak og spiste langt fra tilstrækkeligt. Det var en daglig kamp for hende at få nok næring, og det var nærmest det eneste, hun brugte energi på. Hun var plaget af halsbrand og kvalme, og alt handlede om, hvordan hun kunne få noget mere indenbords. På et tidspunkt fik jeg i frustration sagt til hende, at hun var i gang med at sulte sig ihjel. Men det var et faktum, der ikke kunne ses bort fra og formentlig også det, der kostede hende livet i sidste ende.

At se min mor blive svagere og svagere for hver dag blev til sidst dagligdag. Jeg trøstede mig med min baby og brugte ham til at distrahere mig selv fra virkelighedens verden. En verden, der fortalte, at der skulle et mirakel til for, at vi ville kunne holde jul med min mor. Men jeg var også træt af at kæmpe for at få hende til at spise bare en lille smule mere. På en måde accepterede jeg, at det var hendes liv og hendes kamp, og at der ikke var mere, jeg kunne gøre for at motivere hende. Der var ikke flere fødevarer, jeg kunne præsentere for hende, som ville få hende til at spise mere. Halve og hele portioner mad, kage og snacks blev efterladt på tallerkenen. Fryseren var fyldt med alle mulige hjemmelavede portioner mad. Hvis jeg skulle have gjort mere, skulle jeg være flyttet ind. Men med tre børn og en stressramt mand kunne jeg ganske simpelt ikke overskue det.

Så hun tilbragte sin sidste tid i en blå lænestol i sin kæmpe stue i sit kæmpe hus med sporadiske besøg af os, min søster og de få veninder, hun magtede at se.

Her et halvt år senere er jeg stadig plaget af tanker om, hvorvidt jeg kunne have gjort mere. Fik jeg brugt mine besøg hos hende ordentligt? Fik vi snakket nok? Sagt det vi skulle til hinanden? Ofte var der en liste af praktiske ting, jeg skulle ordne for hende, før jeg blev nødt til at tage hjem igen til de hjemlige forpligtelser. Jeg var hele tiden på farten. Hele tiden opmærksom på andre menneskers behov. Men var det nok? Havde jeg selv et behov for at få snakket mere med min mor? Mere fortrolig snak, som ikke handlede om sygdom, børn og praktiske ting?

Svaret er ja. Og da min mand, børn og jeg forlod hende den tirsdag i efterårsferien på det hospice på Lolland, hvor hun var på rekreationsophold for at få den meget tiltrængte næring og omsorg, var det lige præcis det, jeg havde planer om, vi skulle, når jeg besøgte hende mandagen efter uden mand og børn. Det nåede jeg ikke. Fredag gav hendes krop op.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En barsel med sorgen som følgesvend - når man mister sin egen mor #2 - en fødselsberetning