En barsel med sorgen som følgesvend – når man mister sin egen mor #4- sorgprocessen

Man siger, sorgen har fire faser. Chokfasen, reaktionsfasen, reparationsfasen og nyorienteringsfasen.

Lige nu sidder jeg fast i reaktionsfasen. Daglig tristhed og den medfølgende skyldfølelse overfor mine nærmeste, fordi jeg ikke kan være den mor og kone, som jeg gerne vil være for dem. Rastløsheden og koncentrationsbesværet er også tro følgesvende. Min virkelighedsflugt er instagrams feed og storys, hvor jeg forsvinder ind i andre menneskers liv og på tv-skærmen flimrer programmer som “Fantastiske fund” og “Auktionshuset” forbi. Min hjerne kan ikke klare programmer som “Kardashians” og hollywoodfruerne, som jeg ellers i tidligere barsler har slugt råt. I dag skaber programmerne mere uro og ligegyldighed inden i mig med deres hæsblæsende tempo og deres opblæste problemer og drama.

Da min mor døde lettere uventet i oktober, fyldte chokfasen forsvindende lidt. Dødsfaldet var ventet, omend vi havde regnet med, at hun havde – hvis ikke måneder – så i hvert fald uger tilbage. I bagklogskabens lys var det nok optimismen, der talte, og vi burde have betragtet hver dag, som kunne det være den sidste. Men chokket, da hun tog stikket tidligere end ventet, blev opblødt af, at det trods alt var en god måde at smutte videre på. Hun var afslappet og rolig, nød at være omgivet af mennesker, der opvartede hende og havde fokus på hendes behov. Hun var i spa og blev smurt ind i lækker olie. Hun fik lige det, hun havde lyst til at spise, og kvalmen og halsbranden var endelig væk. Hun ville bare gerne have ro, så hun kunne nyde det og få mest muligt ud af det. Vi har joket lidt med, at hun kom til at slappe for meget af, da hendes krop gav op, mens hun sov. Men hun døde uden at vide, at det var nu. Afslappet og rolig. Og det betød meget for os at vide.

Det arbejde, der fulgte, med planlægningen af begravelsen og få kontaktet alle de mennesker, der skulle have besked, var forfærdelig hård for min søster og jeg. Min mor var enlig, men havde mange venner og bekendte, der alle fortjente besked. At tage stilling til gravsted, sten og sange i kirken var svært, for hvad ville hun selv ønske? At min søster og jeg var fuldstændig på bølgelængde og vores mavefornemmelser ens, gjorde alligevel forløbet givende og bragte os tættere sammen efter nogle år med meget forskellige liv.

Efter begravelsen undrede jeg mig over, at tudeturene udeblev. Jeg blev da ked af det indimellem, men jeg havde forventet, at jeg ville græde, så jeg fik ondt i ansigtet, og tårekanalerne blev tømt. For det gør man da, når man mister ens nærmeste? De par gange jeg havde drømt, at en af mine kære døde, var jeg fuldstændig udmattet af sorg, når jeg vågnede.

Min teori er, at jeg har haft for meget om ørerne til, at der har været tid til at give mig hen i følelserne. Jeg har lagt låg på for at kunne fokusere på børnenes og min mands behov.

I det nye år fulgte en periode med husoprydning. Min mor havde boet i sit 200 kvm store hus i 45 år, og der gemte sig ting ALLE vegne. Hvis vi skulle have en forhåbning om at få huset solgt, skulle der ryddes op. Det var mærkeligt at stå med hænderne begravet i personlige papirer og korrespondancer. Også fra vores forældres skilsmisse. Det føltes som at snage, men det er jo også en del af vores egen historie og arv. At kende til vores mors liv og personlighed.

Travlheden med husoprydning og mand og børn gav stadig ikke rigtig ro til mine egne behov. Der var flere gange, hvor min søster sagde, at hun havde reageret efter at have tilbragt dagen i huset, hvor jeg ikke tilnærmelsesvis mærkede det samme. Der var få øjeblikke, hvor tristheden overtog, men hvor jeg hurtigt “kom over det”.

Da vi endelig kunne kontakte ejendomsmægleren og sige “GO” til salg, kom reaktionen. Nu ville vi snart ikke længere kunne sætte vores ben i vores barndomshjem. Vi havde rykket rundt, ryddet op og smidt ud, så det ikke længere lignede det hus, min mor tilbragte sin sidste tid i. Samtidig skulle min søn starte i vuggestue, og min barsel sang på sidste vers. Den sorg var lige så stor. At min barsel var gået med sygdom, død og oprydning og slet ikke havde været på min søns præmisser. Han har bestemt ikke lidt nogen nød undervejs, men jeg var ikke klar til at give slip. Til ikke at kunne indsnuse hans duft i tide og utide. Min krammebaby, min trøstebaby.

Og så gav jeg slip. Og røg langt ned. Her to måneder senere er jeg der stadig. Reaktionsfasen er hård ved mig og har medført en sygemelding fra job. Jeg er sikker på, jeg kommer op igen, men det kommer til at tage tid, og jeg har tænkt mig at give det den tid, det kræver. Indimellem skal jeg sige til mig selv, at jeg hverken skylder mit arbejde eller min familie at starte på job for tidligt, og at det er helt ok, at jeg fokuserer på mine egne behov og ikke mit jobs, mine børns eller mands. Det er skide svært! Ærligt talt. Men jeg gør mit bedste.

Lige nu sidder jeg og nyder de sidste timers stilhed efter to døgn på hotel i København. Alene. Eller næsten i hvert fald. For det er åbenbart svært at være helt alene og trives med det, når man er vant til at være omgivet af fire andre mennesker en stor del af tiden. Men det har været en rigtig god weekend. Alle tiders gave til mig selv. Og nu glæder jeg mig til at komme hjem igen.