Det er tit, jeg sidder og tænker på at skrive videre på den her online dagbog. I det stuvende fulde tog på vej til og fra arbejde, i madlavningens kritiske faser med et skrigende, krævende barn i hvert øre, i min seng når lyset er slukket, og dagens bestigede bjerge tårner sig op for mit indre øje, eller når jeg slet og ret har brug for at få luft for mit indre brokhoved. Problemet er, hvordan jeg kommer i gang igen efter så lang tids pause. Hvordan samler jeg lige tråden op og siger: Nå hej igen, håber I stadig er interesseret i mit crap (ment i ordets mest positive, underholdende, informative betydning. Naturligvis). Nå men hej igen så. Påskeferien...

Det hænder jo indimellem, at der er andre end mig, der er alene med børnene i dage af gangen. Har jeg ladet mig fortælle. Mine sociale aktiviteter de sidste to måneder, hvor jeg har været græsenke fra mandag til fredag med en mand, der er pendlet fra Roskilde til Skive hver uge, kan tælles på en hånd. Det er altså ikke der, jeg har opsnappet den slags info. Derfor tænkte jeg, at det var på sin plads at dele lidt ud af mine erfaringer. Kun hvis man er ekstremt selvsikker i sine evner som alenemor, kan man undgå på forhånd at bekymre sig jævnt meget over, hvordan det mon skal gå. Jeg er faktisk ikke helt klar over, hvad det...