Karriere vs. børneliv – kan det forenes?

Det, der skete, var…

Det er fem år og en uge siden mit allerførste blogindlæg på denne blog og to år og 3 uger siden mit sidste.

Det, der skete, var, at jeg som mor til to med fuldtidsjob og halvanden times transporttid til job mistede pusten og motivationen til OGSÅ at skulle finde tid til at skrive her. Ideerne til indlæg manglede ikke, men jeg kunne ikke finde motivationen til at hive computeren frem efter det, der føltes som en maratondag. Hver dag.

Og så blev jeg gravid igen. Efter en noget hurtig og spontan beslutning på en ferie på Cypern i august 2017 med mine dengang tre yndlingsmennesker. Min mand og jeg har altid leget med tanken om tre børn, men vi syntes også, det var vildt hårdt at blive forældre til bare én lille guldklump, så vi ville se tiden lidt an og se, om lysten kom. Og så gik vi i panik, da vores datter, nr. to i rækken, blev 2,5 år gammel, og tog en hurtig beslutning efter en snak, der lød nogenlunde sådan her:

Mig: Jacob, vi bliver nødt til at tage en beslutning nu. Skal vi have et barn til?

Jacob: Øøhh…

Mig: Det er bare fordi, jeg ikke synes, der skal være så lang tid imellem dem. Og de vil få mega meget gavn af hinanden senere og lære rigtig meget om at tage hensyn, og så har de altid en ven, hvis de bliver uvenner med den anden. Det bliver hårdt, og vi har ikke skide meget overskud til det, men jeg synes, det er nu eller aldrig. Jeg synes på en måde, der mangler en i vores familie. Desuden siger mine kolleger med tre børn, at vi bare skal gøre det. Tre’eren følger ligesom bare med. Det bliver ikke tre gange så hårdt.

Jacob: Okay, så gør vi det.

Mig: Øøhh…

Ca. et sekund senere blev jeg gravid. Tak fertilitet. Hvis det ikke var lykkedes i første forsøg, er det ikke sikkert, det var sket, for jeg nåede at tænke “FUCK!” et par gange, da jeg stod med den positive graviditetstest.

Men havde mine kolleger så ret? ER det ikke tre gange så hårdt at få et tredje barn? Det løfter jeg mit slør for i næste indlæg.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Karriere vs. børneliv – kan det forenes?