
Når alt andet glippede, og jeg syntes, at mine bryster var for små, min røv for stor, mine lår for brede, mine ben for korte og mit hår for tyndt (damn you teens!- og lidt 20’ere også), så havde jeg altid en go-to-thing, som jeg kunne prale lidt med over for mig selv. Mine lange øjenvipper. Med et ordentligt lag mascara ville bambiøjnene ingen ende tage. Ret nødvendigt, når man som jeg får de mindste øjne, når der smiles. Og der smiles ret ofte, skulle jeg hilse og sige. Det gjorde der i hvert fald, indtil morskaben blev til mortrætheden. Der er kun et minus ved mine lange vipper, og det er, at de kræver et seriøst lag mascara for...