Jeg har ikke planlagt denne føljeton på forhånd. Jeg skriver det, jeg har brug for at skrive. Det er lige så meget en del af min egen sorgproces og bearbejdelse af alt det, 2018 havde at byde på i mit liv. Og det var meget. Denne gang vil jeg fortælle lidt om en sommer med en nyfødt baby, en stressdiagnose og en mor, der kom på benene igen og det medfølgende håb, som indgød en ro i min krop til at nyde min baby og til at håndtere endnu en diagnose i familien, men som hurtigt forsvandt igen. Har du ikke læst første og andet indlæg i føljetonen, kan det findes her og her. Tre uger. Så lang tid havde...

Og den ene er min datter. Og den anden er min mor. (Nå ja og så lige en nevø og en næsten kusine, men det er jo også en dejlig random dag på året). Jeps. Et styks fødselsdagsbarn, der ikke engang har lært at udtale ordet fødselsdag. Og et andet, som har haft så mange fødselsdage, at lysene på lagkagen ville udgøre en sand brandfare, hvis man turde forsøge sig med den slags. Så det gjorde vi ikke i dag. Dengang jeg var til den første scanning i min anden graviditet, og jeg fik en terminsdato to dage efter min mors fødselsdag, tænkte jeg: “FUCK”. Jeg havde født min førstefødte et par dage før termin, så det kunne jo LIGE...

Hej. Det er mig igen. Det kan godt være, du ikke kan huske, hvem jeg er. Det er også længe siden. 3 måneder gik der lige uden et eneste nyt skriv her på siden. Så er det godt, der ligger så meget lækkert læsestof i forvejen, ikke sandt? Men jeg kan godt sætte mig ind i, at det kan være lidt svært at huske, hvem jeg er efter 3 måneder. Jeg har for eksempel nogle gange mere end almindeligt svært ved at komme i tanke om, hvad jeg lavede bare i sidste weekend. Og hvis jeg skal være helt ærlig? Også nogle gange, hvad jeg lavede i forgårs. Men altså: hej, det er mig, der er hende der med det...

Ud af det blå postede jeg et nyt indlæg i sidste uge, fordi jeg følte mig fødselsdagsinspireret. En inspiration, som jeg altså også handlede på. De forgange måneder har jeg nemlig ofte skænket bloggen en tanke og haft mange ideer til ting og tanker at skrive om. Jeg har bare været så utrolig træt, når jeg børnene endelig var puttet, og jeg langt om længe havde frit lejde til at gøre numsebulen i sofaen lige en tand dybere. Jeg skal nemlig sige jer, at fornemme formuleringer ikke kommer som skidt fra en spædekalv, når den her fuldtidsarbejdende småbørnsgræsenke endelig har fri. For det er, hvad jeg har bedrevet tiden med de seneste to måneder. At overleve en hverdag fra mandag...

På trods af det høje niveau af irritation i min krop og den dertilhørende korte lunte (læs eventuelt her, hvis du ikke ved, hvad jeg taler om) så går det faktisk meget godt i det usmukke hjem. Her roder stadig usigeligt meget, vasketøjet er snart blevet beskidt igen af at hænge så længe på tørrestativet, og maden er ikke de store kulinariske oplevelser. Men vi overlever! Og vi hygger os samtidig! Især denne morgen var helt ekstraordinær hyggelig med to børn, som kom ind til mig i sengen (den ene havde egentlig været der fra start, men havde lige været ude et smut for at tage en inspektionsrunde og bedt om at få yndlingstrøjen på, den lille fashionlover) og kæmpede...