En barsel med sorgen som følgesvend – når man mister sin egen mor #1

5 måneder. Så langt var jeg henne i min tredje graviditet, da min mor blev indlagt i januar 2018 med voldsomme mavesmerter og et vægttab på 10-15 kg. Det viste sig, at den kræft hun havde levet med på godt og ondt i knap 2 ½ år havde spredt sig og havde blokeret tarmen. Hvor meget og hvor alvorligt det var, ville vi først vide efter en operation, hvor de skulle forsøge at anlægge en stomi. Om det var muligt, kunne man ikke sige noget om, for det kom an på, hvor blokeringerne sad på tarmen. Og hvor mange, der var. Hvis det ikke var muligt, ville det være et spørgsmål om tid, før hendes krop gav op på grund...

Det, der skete, var… #2

Første del af begrundelsen for mit to år lange fravær fra bloggen kan læses her I maj 2018 blev vi beriget med et tredje vidunder. Og hold kæft hvor var han vidunderlig. Lykkehormonerne brusede gennem kroppen, og jeg kan huske, at jeg sad overfor jordemoderen kort tid efter fødslen og havde besvær med at lade være med at smile. Jeg var meget bevidst om, at det måtte være lidt komisk, fordi hun var helt klar over, at det var hormonerne, der var på spil. Men jeg nød det. Og ønskede at nyde det så længe det varede. Og det gjorde det. Varede enormt længe. Jeg elskede min lille baby og var helt enormt taknemmelig over at have fået lov til...

Det, der skete, var…

Det er fem år og en uge siden mit allerførste blogindlæg på denne blog og to år og 3 uger siden mit sidste. Det, der skete, var, at jeg som mor til to med fuldtidsjob og halvanden times transporttid til job mistede pusten og motivationen til OGSÅ at skulle finde tid til at skrive her. Ideerne til indlæg manglede ikke, men jeg kunne ikke finde motivationen til at hive computeren frem efter det, der føltes som en maratondag. Hver dag. Og så blev jeg gravid igen. Efter en noget hurtig og spontan beslutning på en ferie på Cypern i august 2017 med mine dengang tre yndlingsmennesker. Min mand og jeg har altid leget med tanken om tre børn, men vi...

Karriere vs. børneliv – kan det forenes?

På det seneste har jeg gjort mig en masse tanker om ovenstående. Det er jo det klassiske spørgsmål, som jeg går ud fra, alle forældre med mindre børn stiller sig selv. Kan jeg forene et arbejdsliv med fokus på karriere og et lykkeligt privatliv med mand, børn og hus. Og kan jeg gøre det uden dårlig samvittighed? Først og fremmest må vi lige være enige om, hvad det vil sige at have en karriere. Da min mand gik på Hærens Officersskole, var han til et foredrag med Morten Albæk (nej jeg vidste heller ikke rigtig, hvem manden var). Han kom glædesstrålende hjem og fortalte vidt og bredt om det her foredrag af denne her toneangivende erhvervsmand (som havde været med...

Hej igen så og en påskeferies erkendelser

Det er tit, jeg sidder og tænker på at skrive videre på den her online dagbog. I det stuvende fulde tog på vej til og fra arbejde, i madlavningens kritiske faser med et skrigende, krævende barn i hvert øre, i min seng når lyset er slukket, og dagens bestigede bjerge tårner sig op for mit indre øje, eller når jeg slet og ret har brug for at få luft for mit indre brokhoved. Problemet er, hvordan jeg kommer i gang igen efter så lang tids pause. Hvordan samler jeg lige tråden op og siger: Nå hej igen, håber I stadig er interesseret i mit crap (ment i ordets mest positive, underholdende, informative betydning. Naturligvis). Nå men hej igen så. Påskeferien...