Glæden ved at være gift med en soldat er, at man indimellem kan gøre lige, hvad der passer én. Spise det til aftensmad, man ved, han ikke rigtig kan lide, spise snolder på en tirsdag, se tøseserier hele aftenen og tage de ældgamle, men mega behagelige trusser på. Alt sammen fordi han er væk på øvelser indimellem. Hov… Nå nej. Vi har jo børn… Næringsindholdet i aftensmaden skal derfor være på et rimeligt niveau. I hvert fald den ene af dagene, han er væk. Bye bye nachos. Snolderen kan man jo ikke rigtig købe med et treårigt slikelskende (hvor har han det fra?) monster på slæb. Serien? Et enkelt afsnit kan jeg måske holde mig vågen til efter at have...

Okay. Fair nok. Jeg indrømmer det. Det gik faktisk ok med det blestop. Tissedelen altså. (Hvis du ikke læste mit tidligere indlæg om mine betænkeligheder ved projektet, kan du finde det her.) Vi har været i gang i 3 ½ måned nu. Det tog faktisk nok ikke mere end 14 dage med et par håndfulde “uheld”. Det er egentlig et dårligt ord at bruge. Uheld. Børnene gør jo bare det, de er vant til. Det er jo de voksne, der lige pludselig har hugget deres numses aller bedste ven. Nå, men vores 3,5-årige var faktisk blefri og tør – også om natten – efter cirka 14 dage. MEN… Han går stadig med ble. Hvorfor? Fordi han ellers laver bummelum, pruttelut,...

… eller som jeg kalder det: “Klø på i tre uger. Lad livet komme i vejen og forstyrre målrettetheden. Hold pause i to måneder. Start op igen i tre uger.” Se i øvrigt mit tidligere indlæg herom her. Tadaaaaaa! Hvis I har lidt svært ved at se forskellen, så skal jeg endelig hjælpe jer: Jeg smiler på det til venstre. På det til højre har jeg derimod taget den relevante trutmund-maske på. Det er trods alt et selfie. Jeg har make-up på på billedet til højre. Og udslået hår. Jeg har mere tøj på på billedet til venstre. Der er noget med lyset og skyggerne. Fitnesscentret har af åbenlyse årsager meget bedre belysning til at fremvise mavemuskler gemt bag fedt....

Ja, det er så mig. På trods af at være blevet tildelt en hel dag for mig selv i lørdags til at gøre lige, hvad der passede mig, shoppe, spise, træne, så var jeg alligevel kropumulig at være sammen med dagen efter. Jeg havde da en vis forventning om, at sådan en dag ville lade mig op og give mig det meget tiltrængte overskud tilbage, men nej. Niksen biksen. Sure gamle mokke. Det var, hvad jeg var i søndags. Jeg havde ellers i et anfald af overmod lørdag aften givet min mand lov til at sove længe søndag morgen, selvom det egentlig var min tur. Hvis bare han gad tage baby i løbet af natten. Jeg tænkte, det var et...

I en travl hverdag, hvor man indimellem på ingen måde kan overskue alle de ting, der står på ens to do liste, som ikke kan vente til i morgen, f.eks. at skifte, fodre, bade og putte unger alene samtidig med, at de hyler i enten kor eller skiftevis, skal der nogle gange lidt ekstra hjælp til at finde lyspunkterne i tilværelsen. Jeg har i lang tid haft svært ved at se, at glæderne i løbet af en dag oversteg byrderne. Når regnskabet blev gjort op om aftenen, var det ikke altid de gode ting, jeg huskede som toneangivende. Der var flere tungtvejende byrder, som lidt fjolleri fra søde børn altså ikke kunne hamle op med. Men… måske skal der bare lidt...