Livets udfordringer og glæder p.t.

Det er småt med aktivitet på bloggen, selvom jeg ofte går og tænker i emner og formuleringer. Livet indeholder bare en mængde andre ting, så der ikke særlig tit er hverken ro eller energi til at sidde og pille lidt i den famøse navle (som i øjeblikket bevæger sig lige så stille udad).

Dette efterår byder på en del udfordringer for den lille familie. Min dejlige husbond er netop begyndt på det hidtil hårdeste halve år på uddannelsen. Det er jo ikke helt nok, at de i forvejen har arbejdsuger på 50 timer (planlagte!! Undervisning + forberedelse. Crazy skole, I say no more). De skal også skrive en kæmpe opgave, som svarer til et bachelorprojekt, og hans makker (de skal være to) er netop droppet ud og har efterladt ham ene og alene om det store projekt, og der gives ikke reduktion i antal sider, når man skriver alene. (Er det ikke normalt, at man gør det på uddannelser? Det gjorde man da på min egen.) Gæt selv, hvem der står for det meste praktisk derhjemme…

Og så er der den voksende mave… Er p.t. i 19. uge, og maven fylder ikke voldsomt i landskabet, men det råder den til gengæld bod på i bevidstheden. For bekymringerne er bestemt ikke mindre her anden gang. Lettelsen var stor, da vi kunne se den lille bitte aftegning af en baby på skærmen ved nakkefoldsscanning, men efter at jeg mærkede liv for første gang omkring uge 15 og til nu, går jeg hver dag og venter utålmodigt på, at der kommer et indvendigt prik i maven, så jeg kan være sikker på, at baby stadig lever. Føj, en irriterende bekymring at have hver dag! Årsagen er muligvis, at jeg kom til at læse om en anden ventende mor, som ved sidste graviditet havde oplevet, at hun ved misdannelsesscanningen havde fået at vide, at baby var død. Så hermed en lille advarsel til andre gravide. Lad vær med at læse den slags, når I ikke kan tåle det med alle de hormoner og shit, der blæser rundt i kroppen for fulde hammer for tiden. At krudtuglens tumlespring her, der og allevegne og især ovenpå moaaar – også maven – ikke gør bekymringerne mindre, det er noget helt andet. (I øvrigt bobler baby rundt i maven as we speak, så no worries p.t.)

Oprydning og rengøring… Hvornår når I andre det?

Jeg er blevet hooked på serien Weeds. For hulan da, jeg ved jo godt, jeg ikke skal begynde på nye serier, for jeg kan ikke lægge dem fra mig, og de stjæler al min tid. Tid, der går fra rengøringen, tøjvask og oprydning. Hmm… det besvarer nok ovenstående spørgsmål… Men den er absolut anbefalelsesværdig – især fordi et afsnit kun tager 30 min, og man kan derfor altid liiiige nå et enkelt afsnit til inden sengetid.

Polterabendplanlægning… En af mine veninder valgte at gifte sig med sin kæreste som en lille surprise happening til deres søns 1 års fødselsdag i marts. Hun skal naturligvis have et polterabend alligevel, selvom nogle af os (læs: mig!) er mega skuffet over at blive snydt for ENDNU et bryllup med dertilhørende smukke kjole, dans hele natten og kærlighed – åh den kærlighed. Nej, jeg er ikke bitter. Slet ikke… Men hvad pokker sker der for folk, der ikke har lyst til at holde en ordentlig fest? Det er den mest fantastiske dag, men de tøser, jeg kender, gifter sig på rådhuset, alt imens de narrer sig selv (og prøver at narre os andre – men vi ved bedre!) med et: “så holder vi en stor fest til sommer/når jeg har født/når vi lige har sparet lidt op/når vi har fem års bryllupsdag/når børnene er store nok til at blive passet ude.” Ja, jeg har for længst opgivet, så den der forrygende Karen Millen kjole, der hænger hjemme i skabet og samler støv, støv og atter støv, kommer nok aldrig på igen. Suk!