Min personlige top 5 over vigtige råd, når man har en 3-årig

En 3-årig med pladdervåde bukser og sokker, men med et kæmpe smil på læben

Mens jeg render rundt herude i udkantens suppedas og synes her lugter lige lovlig meget af fisk og kolort (seriøst – marken er rundt om hjørnet og Glyngøre nærmest ligeså), så slår det mig, at det gamle mundheld jo siger, at enhver er sin egen lykkes smed. Så hvis jeg nu bruger alle mine kræfter de kommende døgn til at fokusere på DET POSITIVE ved min situation mon så ikke, lykkefølelsen vender retur?

I stedet for hele tiden at gå og tænke at jeg i lidt for rigelig grad godt gad en ordentlig røvfuld timer for mig selv til at blive nusset om af eksperter i nusning, og slentre ud og ind af diverse udsalgsbikse med et brandvarmt dankort – eller måske egentlig bare tage i biografen helt og aldeles mutters, så det kun er mig, der bestemmer, hvilken åndssvag film der skal ses, og hvilken slik der skal i slikposen (who am I kidding – alt må komme derned!), og i øvrigt hvor hurtigt man må spise det, SÅ har jeg i dag i stedet for valgt at forfatte en lille liste over de ting, der bare virker i den dersens interaktion med min 3-årige. Here goes:

1. SØVN: Væk med middagsluren. I stedet for at gå i seng kl. 21 med hiv og sving og maaaaange: “gå ind i din seng igen, skat”og efter lidt tid: “GÅ IND I DIN SENG IGEN, SKAT!”, så sover han i løbet af 5 minutter allerede kl. 19.30. Det er ALDRIG sket før! Jeg nyder det, lige så længe det varer!
2. FORBEREDELSE: Et ur, som bipper, når tv-kiggeriet skal slutte. Det virker det shit! Vi bruger det efter aftensmaden, hvor han gerne får 15 minutters tv, inden den står på bad og putning. Han kommer seriøst selv og siger, at uret bipper, og han skal i seng nu. Vi har også gjort virkelig meget ud af forinden at fortælle ham, hvad der skulle ske, når uret bippede.
3. KONSEKVENS: Vi tænker os GRUNDIGT om, inden vi siger nej. For man skal holde ved sit nej. Og gør det egentlig noget, at sønnike får våde bukser, fordi han synes, det er det sjoveste i hele verden at fjolle rundt i et springvand? Eller når han insisterer på at være den, der hælder alle ingredienserne i kødsovsen, så det plasker ud med tomatsovs, og han i øvrigt gentagne gange er faretruende tæt på kogepladen? NEJ! Jeg giver i stedet (de fleste dage) mig selv et klap på skulderen over at være sådan en large mor.
4. TAG IKKE TINGENE SÅ TUNGT: Vi forsøger, at lære ham at acceptere at ting går i stykker, og at det ikke er jordens undergang, at ballonen brast, pinden eller kiksen knækkede, at han spildte lidt på tøjet eller fik en lille bitte mikro hudafskrabning, som har gjort ondt i mindre end et sekund, men som for en træt 3-årig, der har været i børnehave, er intet mindre end en katastrofe. Herhjemme hedder det: “pyt med det”.
5. GÅ UDENFOR. Løb og leg er det rene mirakelmiddel til at få vores til tider urolige og ustadige 3-årige, som siger nej til det hele, til at blive blid som et lam og i det mest forrygende humør.

Har I andre gode råd?