Et marathon er ingen sag – jeg gør det hver dag – et mor-marathon that is

Jeg løb mit første marathon i Berlin i 2010. Det var enormt fedt at gennemføre sådan et løb. Hold kæft, hvor var jeg stolt. Tiden var ikke til at prale med (4:22), men bare det at gennemføre var præstation nok i sig selv. Året forinden var jeg kun nået op på 15 km, før mit knæ sagde stop. Jeg har længe haft lyst til at løbe marathon igen. Det er bare som om, jeg har en lille smule svært ved at få tid til at løbe 50 km om ugen. Prøv og se, om du kan finde tiden:

Kl. 6.00 – sønnike vågner frisk og glad og kommer ind til os og hopper rundt i sengen, mens mine øjne seriøst gør ondt, hvis jeg prøver at åbne dem. I’m not kidding!!!
Kl. 6.45 – jeg kapitulerer og står op. Forsøger at nå at tage tøj på, inden baby hyler så højt, at ørerne også gør ondt. Der er et par børn, der også skal have tøj på. Også helst inden baby hyler for højt.
Kl. 7-8 – morgenmad – havregrød til nogle, brystmælk til andre. Nogle gange kold havregrød til mor, fordi baby hyler for højt, og man kun kan skrue ned ved at stikke en babs i munden. Fair nok, vel egentlig… Jeg har jo lidt mere træning i at håndtere min sult. Det er jo ikke, fordi jeg hyler højt og larmende, når jeg ikke får min mad med det samme. I hvert fald ikke hver gang…
8.30/9 – sønnike afleveres i vuggestue.
9-11.30 – formiddagslur for den ene, kaffe og morgenmad nr. 2 til en anden (vigtigste måltid på dagen! Det er ikke så tit, der er kommet ret meget indenbords under 1. måltid). Og et bad. Oftest timet så godt, at baby vågner udenfor i barnevognen imens. Det er jo så rart og afslappende at afslutte sit bad akkompagneret af en hylende baby. Baby er som regel overhovedet ikke færdig med at sove på det tidspunkt og skal bare lige lulles i søvn igen. Derefter er der tid til diverse ærinder – shopping, you know. Altså mest i Netto og på apoteket. Efterhånden mine bedste venner. De der mennesker, der arbejder der.
12-13.30 – amning og hyggeleg med baby.
13.30-15 – eftermiddagslur til baby, desværre ikke til mor, for der skal ryddes op, vaskes tøj og alle de andre super sjove aktiviteter, jeg har herhjemme. Jeg priser mig lykkelig hver dag for al den skæg og ballade, jeg har tid til her under min barsel… Eller…
15.30 – sønnike hentes, og så er der fri leg med både den store og lille, indtil de begge bliver endnu mere sjove at være sammen med, når de skiftes til at lege hylekor. Det er ikke helt enstemmigt endnu, men de øver sig. Det gør de. Det må man give dem.
17.30 – aftensmad. Altid en hyggelig aktivitet, hvor hele familien samles om bordet. Baby vil jo helst ikke undvære alt det sjove med storebrors anderledes måde at overholde bordskik på, men baby har et lidt skørt forhold til sin skråstol, som mest af alt ligner et uvenskab, så det ender tit med mors skød. Vi får heldigvis ret tit mad, der kan spises med en hånd, så det er jo slet ikke besværligt… Og det er heldigvis også mad, der slet ikke sviner, når det bliver smidt på gulvet. Eller bliver puttet i håret. Eller på blusen. Fordi der er nogen, der ikke gider spise mere end et par mundfulde og derefter helst bare vil lege med maden. Uh… jeg elsker den tid på dagen.
18.30 – forberedelse til marathon-putningen. Æggeuret sættes, så sønnike ved, at det er tid til bad og putning, når det ringer, så hans protester mod, at dagen er slut, minimeres. Forberedelse, forberedelse, forberedelse er kodeordet for en dreng i “selvstændighedsalderen”.
18.45-21 – mor og baby går i gang med putningen, for baby er ret smadret lige nu og gider egentlig ikke rigtig noget mere. Det viser hun som regel ved at hyle lidt. Bare en lille bitte smule. Lille bitte bitte smule… Sådan en omgang hyl, det skal man alligevel ikke kimse af som god aftenunderholdning. Det varer sådan cirka, indtil hun igen får en babs i munden og endelig kan slappe af og slumre lidt. Så er man jo frisk bagefter til resten af aftenen. Ingen grund til at sove før kl. 21. Niksen biksen. Arhmen er der noget bedre end at bruge 2 timer på at putte? Jeg tror det ikke. Glæden ved at putte varer bare ved og ved og ved og ved. Især når sønnike samtidig bliver ved med at stå ud af sengen, og manden egentlig for længst burde sidde koncentreret over bøgerne for at læse til den vigtige eksamen, han har 117 af for tiden.
21-22 – Mor rydder lige af efter aftensmaden, hvis ikke far har gjort det. Som en form for overspringshandling/jeg-kan-godt-lide-at-have-en-glad-kone-handling. Det er alligevel så besværligt næste morgen, når man ikke kan komme til på grund af indtørrede pastaskruer og kødsovsrester. Der er også lige et par klodser eller 200, der skal samles op. Nå ja og så hænger jeg lige det der vasketøj op, som jeg vaskede tidligere på dagen. Hvis jeg husker det… Ellers vasker jeg det bare igen i morgen. Skidt pyt. Jeg har alligevel ikke andet at lave. Dagen slutter som regel med 15-30 minutters computertid til opdatering af, hvordan det egentlig går med den der anden verden, som ikke har noget med gylp, lort og børneopdragelse at gøre. Det virker som regel omsonst at tænde tv’et, når sengen alligevel kalder lige om lidt. Hvornår var det lige, jeg skulle se de der tv-serier, der var nogen, der snakkede om, jeg ville have god tid til at se i min barsel?

Misforstå mig ikke. Jeg er glad for mit liv. Jeg har nogle dejlige unger og en fantastisk mand. Det føles bare indimellem som om, at hele min dag er et langt marathon. Hvis jeg kunne vælge, ville jeg bare en enkelt gang imellem nok foretrække at løbe det der marathon i Berlin igen. Frisk luft, ingen forpligtelser, bare løbe. Og bagefter gå (vralte) tilbage til hotelværelset og slappe fuldstændigt af. Tage et langt karbad uden forstyrrelser og så bare sove, til jeg vågnede, hvor der var nogen, der havde dækket et overdådigt morgenbord, som man kunne smovse uforstyrret i i flere timer med god samvittighed, fordi man jo lige havde løbet et HELT marathon. Som varede 4.22 minutter. Ikke 16 timer…