Kan man blive stresset, når man "bare" er på barsel?

Jobopstart efter barsel – hvor er det nu jeg arbejder?

Min tilbagekomst på jobscenen startede med, at jeg tog en flyver fra Karup til Kastrup mandag den 4. april om morgenen. Jeg følte mig ret businessagtig med min lille fikse håndbagage og computer på skødet.

Men helt ærligt? Jeg er jo bare en sølle andengangsmor, der skulle på arbejde for første gang efter barsel og tilfældigvis var flyttet til en helt anden landsdel under barslen. Sølle. Og ikke særligt jetsetteragtigt.

Alligevel glædede jeg mig. For de tre arbejdsdage foran mig betød også tre dage, hvor jeg slap for at lave mad, tørre røv og øve mig i at lade som om, nullermændene ikke var der.

Tilbage på job fik jeg anvist min nye kontorplads. Alt er rykket rundt, siden jeg gik på barsel, og der er i årets løb ansat over 30 nye folk til afgørelsesfabrikken. Vi har endda fået et nyt navn til biksen. Det føltes ikke særligt velkendt at vende tilbage. Faktisk lidt angstprovokerende. Især at skulle dele kontor med ikke én fuldstændig fremmed, men hele tre ukendte ansigter. Søde, jo jo, kvikke, selvfølgelig da, men det kræver alligevel sin tilvænningsperiode, når man som mig kommer fra en hverdag med kun én anden medspiller. En medspiller, som ikke svarer på det, man spørger om og ikke lige tager en kop kaffe med tilbage, hvis man beder om det.

Udsigt fra min nuværende plads. Lækkert, ik'?

Udsigten fra min nuværende plads. Lækkert, ik’? Jo, det er den kære Richard Ragnvald. Og nej, jeg kender ikke historien bag billedets placering lige der. Jeg ville nok foretrække en anden… Muligvis en lidt yngre model.

Da jeg i tidernes morgen helt frisk fra fad blev ansat i biksen, hvor den i øvrigt havde et helt tredje navn, fik jeg mit helt eget kontor. Da jeg kom tilbage efter noget orlov, et andet job og min første barsel, havde biksen fået nyt navn, og jeg kom til at dele kontor med en anden. En fyr, som heldigvis viste sig at være flink og kun lettere snakkesalig, men et to-mandskontor?

Her anden gang får jeg så tildelt en plads på et fire-mandskontor, og biksen hedder nu noget helt tredje og er i øvrigt delvist flyttet til Aarhus. Jeg tror, jeg bliver her nu. Andet tør jeg ikke.

Knap en måned inde i projektet, er jeg så småt ved at have aktiveret de fleste hjerneceller igen, og de par gange om måneden, jeg har taget flyveren på arbejde, har været ganske dejlige afbræk fra nullermændene. Der er nu noget ved at tilbringe en aften i en god venindes sofa eller i sengen på hotelværelset med netflix på computeren i stedet for at stå svedende over kødgryderne og samtidig desperat forsøge at holde 1-årig aktiveret.

1-årig på sin vante plads. Nej, hun nåede ikke at få overtøjet, inden hun kravlede derop. Hvis man ikke kan finde hende, sidder hun der. Eller oppe på bordet. Ret dårligt for morens mavero.

1-årig på sin vante plads. Nej, hun nåede ikke at få overtøjet, inden hun kravlede derop. Hvis man ikke kan finde hende, sidder hun der. På storebrors stol. Eller helst oppe på bordet. Ret dårligt for morens mavero.

Driverlivet stopper om en måneds tid, så jeg prøver at nyde det så meget, jeg kan lige nu. En ting er sikkert. De par overnatninger i København er gode for min generelle stresstilstand, og så gør det lige pludselig ikke helt så meget at bruge flere tusind kroner på hotelværelser.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kan man blive stresset, når man "bare" er på barsel?