Bar mave, weekendfrustrationer og en dejlig afslutning på en mandag

Når livet slår dig ud

Den seneste uge er min indvendige følelse af irritation over de småbump, der er på en vej befolket med minimennesker, vokset i takt med, at min lunte er blevet kortere.

Det er en temmelig dårlig kombination. Især på dage når man er ene om at håndtere situationer, hvor en 3-årig – helt hypotetisk naturligvis – går amok over, at yoghurten ikke dækker havregrynene, så der er “huller” i morgenmaden. Eller hvor en 1-årig bare ikke fatter, at det kan være farligt at kravle på tripp trapp stole, og at man slår hovedet op i bordet, hvis stolen er skubbet ind under bordet, og man alligevel prøver at kravle op på den. Igen og igen og igen.

HOLD NU OP!

Jeg er ikke A-menneske, så jeg skal som regel helst bruge 1 time (eller 5) og en kop kaffe (eller 5), før jeg er sådan rigtigt i gear om morgenen og kan håndtere den slags eskapader på den for børneopdragelseseksperterne korrekte måde. Under normale omstændigheder.

For der er åbenbart ikke normale omstændigheder inden i mig for tiden. Der er irritationstilstande. Og møgso-tilstande.

Jeg havde en drøm i nat, som handlede om, at min mand var blevet forelsket i en mørkhåret skønhed og ville forlade mig. Ikke en yngre model. Og heller ikke en uden børn. Nej, hun var helt og aldeles på mit niveau (omend nok lidt smukkere…) Først dér gik det op for mig, at jeg havde kørt den for langt ud, uden at stoppe det i tide. At jeg havde handlet for sendt. Heldigvis døde skønheden i drømmen lige pludselig, så jeg fik en ny chance. Den har jeg tænkt mig at udnytte! Også selvom drømmen ikke var sådan rigtig virkelighed.

Jeg har brugt meget tid på at fundere over, hvorfor det lige pludselig slår klik for mig igen. På et tidspunkt hvor jeg lige var begyndt at få energien tilbage. Glæden tilbage. Så småt i hvert fald.

Både min mand og psykologfyren, jeg går hos, siger, at det er fordi jeg er begyndt at arbejde igen, og det bruger jeg rigtig meget energi på. Det tærer åbenbart mere på overskuddet, end jeg selv føler, det gør. Jeg er jo kun lige startet igen, så det er begrænset, hvilke krav der er til mig. Men naturligvis slider det lidt mere psykisk end at “holde hus”. Samtidig er det dog et eller andet sted også en form for befrielse at lave noget, der udfordrer tænketanken en del mere end tøjvask.

Nå, men jeg har accepteret forklaringen, og så må jeg stå det ud og lade være med at tro, at det er den nye standard for min opførsel generelt, og at jeg derfor kommer til at ødelægge mine børn fuldstændig. Jeg skal bare bevillige mig selv lidt flere pauser fra det hele (og råbe PIK i døren og skride lidt mere, ligesom meyermor opfordrer til her), så skal det nok blive bedre. Jeg VIL tro på, at det bliver bedre. Lige om lidt.

Det er i øvrigt ikke første gang, jeg skriver lidt om at være en møgkælling. Læs f.eks. her.

Møgkælling

   

4

  • Hej dia!
    Jeg er helt på bølgelængde med dig her! Jeg passer arbejde, hjem og nu også en ekstra uddannelse oveni hatten.. Og mine børn fortsætter jo bare i deres helt eget tempo..

    Jeg håber at weekenden bringer nogle stille stunder med kaffe og grin, både med og uden unger.
    God karma herfra
    Randi

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Dia

      Randi, det er det, du hedder 😉 Lad os aftale, at der i den kommende weekend SKAL være tid til kaffeslabberas med benene oppe og ro i sindet samt grin! Det kan man jo ikke leve uden. P.s. undskyld jeg har glemt dig i mit Liebster Award indlæg. Det er en stor fejl! Jeg retter det med det samme.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Møgkælling eller ej, synes stadig dine indlæg er så hyggelige 😊 og hvem har ikke oplevet at din indre kælling til tider stikker lidt for meget frem, uanset at man straks får dårlig samvittighed…

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bar mave, weekendfrustrationer og en dejlig afslutning på en mandag