Om at have mennesker omkring sig til at løfte sig op, når man er nede

Min sofa er min bedste ven i dag. Tidligere på dagen overvejede jeg kraftigt at bevæge mit prøvede korpus ned til min bedste ven a.k.a. Lagkagehuset for at benytte blot et par af de kroner nogle af mine søde veninder har været så venlige at berige mit liv med i form af et gavekort til min bedste ven. Men jeg orkede det ikke. For mit hår er fedtet, mit tøj er plettet og mine øjne slører, så jeg ville være i tvivl, om jeg overhovedet kunne finde derhen, selvom det er lige rundt om hjørnet. I stedet har jeg camperet i sofaen og sendt alle mine søde veninder de varmeste tanker. Udover de søde veninder...

Om at være græsenke

Kl. er i skrivende stund 21.39, og dette er min udsigt: Det er desværre sådan de fleste aftener ser ud for tiden og en af grundene til, at bloggen ligger ualmindeligt stille for tiden. Inde i mit hoved er der mindst et nyt indlæg om dagen, men det nytter jo ikke noget, når man aldrig når til den ro, der skal til for at skrive dem. For tiden er jeg græsenke. Igen igen. Efter tre uger på Sjælland med begge børn og min mand to af ugerne, er vi tilbage i udkanten, og min mand er taget til Borris. Strengt. At efterlade mig her. Alene. Med to børn. Hvoraf den ene nægter at sove. Eller...

Alenetid, søde tøser, drinks og min yndlingsmand

I lørdags fyldte jeg FIREOGTREDIVE år. Shit. Jeg nærmer mig det, man nok godt kan kalde ikke-helt-ung-og-stram-længere-alderen. Det er sjovt det med alder. Jeg har egentlig aldrig haft et problem med at blive et år ældre. Jeg har 3/4 år, hvor de fleste af mine veninder og min mand fylder år før mig. Det giver mig lige lidt tid til at vænne mig til tanken om, at jeg også bliver et år ældre. Samtidig kan jeg nogle gange ikke lade være med at længes lidt efter de ubekymrede 20’ere. Sagen er bare, at jeg dengang heller ikke var ubekymret. Det var bare nogle helt andre, lidt mere ligegyldige ting, jeg bekymrede mig om. Som at mit...

Første skridt mod marathonform – altså den rigtige marathonform

Mor-marathonformen er ikke nok for mig mere. Jeg lægger lige en ekstra to do ting på min ellers lange to do liste. I går var derfor dagen, hvor løbetøjet blev fundet frem fra gemmerne. Det lugtede lidt af hengemthed, men hva’ søren. Det fungerede jo nok som det skulle. Løbetøj har jo alligevel ikke ry for at lugte af roser, vel? På kom det også. Sørme så. Det er trods alt enormt meget lettere at komme ud af døren, når man HAR taget løbetøjet på. Det er så dumt at skifte tøj igen uden at have løbet. Man føler sig virkelig ussel og taberagtig. Grunden til, at det lige blev i går, var fordi manden i...

Når livet ikke går helt som ventet – update og lidt om en flytning

Jeg skylder vist en update på mit tidligere indlæg om et liv, som ikke går helt som ventet (som kan læses her, hvis du missede det). Den 3. juli 2015 var der udnævnelse af premierløjtnanter på Frederiksberg Slot. Med unifinform og champagne og halløj. Men uden os. På trods af 3 mega hårde år med knokler på skolen for min mands vedkommende og i hjemmet for mit vedkommende (ved siden af mit eget arbejde). På grund af forpulede 7,5 ects point var vi ikke inviteret med til festen. På grund af dårlige vilkår. På grund af en dårligt timet baby. På grund af dårlige odds og dårlige omstændigheder nåede min mand lige præcis ikke over målstregen...