I en travl hverdag, hvor man indimellem på ingen måde kan overskue alle de ting, der står på ens to
Se næste indlæg >
Et utaknemmeligt skarn
Ja, det er så mig. På trods af at være blevet tildelt en hel dag for mig selv i lørdags til at gøre lige, hvad der passede mig, shoppe, spise, træne, så var jeg alligevel kropumulig at være sammen med dagen efter. Jeg havde da en vis forventning om, at sådan en dag ville lade mig op og give mig det meget tiltrængte overskud tilbage, men nej. Niksen biksen. Sure gamle mokke. Det var, hvad jeg var i søndags.
Jeg havde ellers i et anfald af overmod lørdag aften givet min mand lov til at sove længe søndag morgen, selvom det egentlig var min tur. Hvis bare han gad tage baby i løbet af natten. Jeg tænkte, det var et godt bytte. Det var det måske også under normale omstændigheder – altså omstændigheder, hvor man ikke er maks presset på alle fronter – i stedet vågnede jeg lige præcis så træt og uoplagt søndag morgen, som jeg plejer. Nu havde jeg bare ikke noget at se frem til.
I bagklogskabens kan jeg jo godt se, at der skal væsentlig mere til end bare en dag for mig selv til at gøre en væsentlig forskel inden i mig, men man har jo lov at håbe, at det ville rykke bare en lille smule. Jeg fungerer bare virkelig dårligt for tiden med mangel på søvn, alenlange bekymringer, og en tre-årig, som i den grad prøver kræfter med selvstændighedsalderen. F-U-C-K M-E. Det er saftsuseme en lortealder. Bare hvis du var i tvivl. Hvis han ikke kan få hylet en ud af det det ene øjeblik, så prøver han da bare noget andet, føles det lidt som om. Som om det er hans ene formål i livet p.t. Og jeg er et kvaj til at tackle det, fordi jeg ender med slet ikke at kunne være i samme rum som ham. Hans mor. Den ene person i verden, som skulle kunne bakke ham op uanset hvad. Som altid ville være til at stole på var der. Hun kan ikke klare det. Følelsen af utilstrækkelighed vokser indeni mig for hver dag, der går. Så er det jo godt, der sidder en psykolog, som gider tage imod mine penge (og sygesikringens). Dem kan han vist godt regne med et stykke tid endnu.
Lørdagen var dog god. Det ville have været hyggeligt at have tilbragt måske bare en del af den med en veninde, men i mangel af den slags på disse breddegrader, så befandt jeg mig faktisk temmelig godt i mit eget selskab. Jeg er nemlig en pleaser. En af dem, der helst ikke vil sætte sine egne behov foran andres, for hvorfor skulle mine behov være vigtigere end deres? Når man er alene, er der jo af gode grunde ikke nogen andres behov, der er vigtigere. Så det nød jeg, og jeg brugte en del af dagen på at tænke over, at jeg bør øve mig i at prioritere mine egne behov. Hvorfor skulle der f.eks. gå fire måneder, før jeg fik snøvlet mig sammen til at tage en alenedag? Jeg havde jo trods alt fået 1000 kr af min mor at shoppe for. Hvilken helt rask kvinde ville lade der gå så lang tid, før de slanter fik ben af gå på?
Nedenfor er et lille resumé af min dag i billedform. Og hvis der er nogen damer derude, der ligesom jeg er liiidt for dårlig til at prioritere egne behov, så gør mig lige den tjeneste at gøre mig kunsten efter. Okay? Det kan godt være, det ikke løser nogen dybereliggende problemer, men det er møg rart, mens det står på! 😀 Og tak for inspiration, Christina a.k.a. Karmamilli.dk, også selvom det er ½ år siden!
Noget senere ude af døren end først beregnet (fordi jeg endelig havde mulighed for at tage et langt bad) begav jeg mig på landevejen mod Viborg. Første butik på min rute var den aldeles glimrende luksus genbrugstøjbutik Fund, hvor jeg gjorde et par virkelig gode – fund 🙂 Jeg kan godt lide mærketøj, men priserne? Not so much. Det er der råd (haha) for i denne butik. Derefter vandrede mine ben nærmest af sig selv ind i en skobutik med 50 %, og da jeg jo var høj af min alenetidsdag, købte jeg et par ikke særligt morvenlige støvletter. Dem skal jeg nok få brugt enormt meget…
Da min mave kaldte på mad (højlydt) vandrede jeg byen rundt på udkig efter den helt rigtige slags cafe. Den slags I ved, som ikke er overfyldt, og hvor der ikke er for mange, der skæver til min alenesomhed, men samtidig kunne byde på en ordentlig frokost. Lidt nede af en sidegade stødte jeg på La’ Kridz. Et perfekt valg. Lige efter min mave og sult. Alene på cafe? Jeg havde min tro væbner med – computeren. For sent gik det op for mig, at den var knap så tro. Den var nemlig løbet tør for strøm undervejs, og jeg havde medbragt en oplader med et stik med jord (tre ben), som ikke passede nogen vegne. (Ikke engang hos Joe.) Til gengæld fik jeg så spist min mad på rekordtid. Og jo, jeg spiste naturligvis også resten af brødet. Kulhydrater er min ven. Og ingen alenedag uden en ordentlig kop kaffe og en notesbog i stedet for computeren. På den gammeldaws måde.
Nå ja, jeg købte også nye bryster den dag. Nye koloenorme bryster. Sådan nogen har jeg aldrig haft før. Sådan nogen med kavalergang. Det er simpelthen år og dag, siden jeg sidst har investeret i nyt undertøj, så jeg vidste slet ikke, der var noget, der hed SUPER push up bh. Det er saftsuseme ikke en underdrivelse, og manden var også svært tilfreds, da jeg fremviste byttet ved hjemkomst. Skide svært at tage billeder af fangsten i øvrigt, når et-årig synes, det er det mest interessante i hele verden. Hun skal nok blive til noget. Og tjek lige den skål der. Den står jo selv. Man behøver ikke engang putte et bryst derind 😀
Dagen sluttede med først en times træning uden baby på slæb – fordi jeg kunne. Ikke fordi jeg er hellig eller noget, men så var der også ekstra meget plads til bioguffeluf, og det skal man jo ikke kimse af. Centeret var i øvrigt ret mennesketomt, og sådan en lejlighed til selvfotografering skal man jo ikke lade stå ubrugt. Aftensmaden var lige i skabet, og filmen lige så. Selvom det gik op for mig, at jeg var taget alene ind for at se en film om at være single. Jeg havde heldigvis husket vielsesringen, og så var de øvrige biografgængere i øvrigt nok pænt ligeglade med min gøren og laden.
Glædelig MIG-TIDS-fejring, de damer (og herrer?)
Ingen kommentarer endnu