Samsovning med ældstebarnet OG baby – kan det fungere?

Mens jeg var gravid i højeste potens, drønede mit hoved ofte derudaf med bekymringer om, hvordan det skulle gå, når baby kom, for på det tidspunkt var der allerede tre personer i soveværelset. Hvordan i alverden skulle vi kunne være der alle 4, inklusiv en urolig baby, som både skulle ammes og skiftes om natten? Sønnike var på det tidspunkt i en jeg-accepterer-at-falde-i-søvn-i-min-egen-seng-men-kun-under-højlydte-protester-og-så-kommer-jeg-ellers-ind-til-jer-i-nat-når-I-mindst-venter-det-fase. Vi havde taget konsekvensen af det og opstillet en rejseseng i fodenden af vores seng, for min gravide krop cravede al den søvn, den kunne få, og det kunne den ikke, når der lå en dreng oven på mit hoved halvdelen af natten. Sjovt nok…

Utroligt nok accepterede han at sove dernede og kravlede selv derned, når vi bad ham om det efter et par minutter i smørhullet mellem os. Men jeg spåede, at det ikke ville være holdbart, når baby også skulle forstyrre vores og ikke mindst hans søvn.

Jeg søgte og søgte hele det der internet igennem for at finde en løsning, eller i det mindste bare beretninger fra nogen i samme båd. Intet fandt jeg. Ej men det kunne da ikke passe, at der ikke var nogen, der havde det samme problem? De fleste steder stod der bare, at børn i nogle perioder havde behov for mere tryghed, og hvis det fungerede for familien, så skulle bettemusen selvfølgelig have lov til at sove sammen med sine forældre.

Problemet var, at vi jo ikke på forhånd vidste, om det ville fungere med begge børn i soveværelset. Jeg kunne bare se et potentielt problem, hvor alle forstyrrede alles søvn. Men jeg fandt ikke nogen god løsning og havde egentlig ikke rigtig mod på at tage kampen midt om natten med den højgravide mave og dermed et korpus, der i den grad trængte til at sove om natten. Tiden gik og lige pludselig var baby der.

Forholdsvis hurtigt fandt vi ud af, at det ikke gik. Hvis baby vågnede, græd og skulle skiftes ved 4-5-tiden, så vågnede størstebarnet også, og så var der ingen, der fik sovet mere. Eller også gik der en time, før alle sov igen. Det betød, at ingen var udhvilede, og morgenerne var derfor ikke særligt sjove. Vores pusleplads er også i soveværelset, og det gjorde det naturligvis ikke nemmere. Andre nætter gik det faktisk fint nok, men antallet af nætter, hvor størstebarnets søvn blev forstyrret, var for mange.

Stille og roligt fik vi derfor forklaret den 2,5 årige, at han skulle sove i sin egen seng hele natten, fordi baby larmede, og så blev han lagt tilbage i sin seng igen, når han kom ind til os om natten. Vi gjorde meget ud af at sige det både, når han blev puttet om aftenen, og når han blev lagt ind i sin seng igen, og han fik altid lov til at ligge lidt mellem os, før han blev flyttet. Så kunne han lige blive fyldt lidt op på tryghedskontoen. Derudover brugte vi mange aftener på at lære ham at falde i søvn selv. Det var faktisk det største problem, men hvis han var tryg ved at falde i søvn selv, så var der større sandsynlighed for, at han ville blive i sin seng hele natten. Sagde de kloge. Det var en kamp uden lige, men vi har også en dreng, der aldrig rigtig er færdig med at være vågen. Han gider simpelthen ikke sove. “Det’ ik’ sjov'”, som han selv siger. Splitterravende vågen kl. 21 om aftenen.

Efter lidt tid pakkede vi rejsesengen sammen, så der ikke længere var en ekstra seng i soveværelset til ham. Det varede alt i alt et par måneder, før han var helt ude af soveværelset, og nu sover han de aller fleste nætter i sin egen seng hele natten. Han får stadig lov til at ligge lidt mellem os, hvis han kommer ind om natten, men efter få minutter bliver han båret ind i sin egen seng igen. Vi har ikke opfattelsen af, at han hverken føler sig afvist eller er jaloux på, at baby må sove hos os, og han ikke må. Til gengæld er det mega hyggeligt, når han kommer ind og putter med os om morgenen.