Om aldrig at få lov at sidde stille i solen

Der er så mange ting, man ikke ved, før man bliver nogens mor. F.eks. at man nu på næsten andet år stadig ikke kan få lov at gå på toilettet alene.

Jeg kan huske, at jeg, mens jeg var gravid, læste, at der var nogen, der knap nok havde fået tøj på, og da slet ikke havde været i bad, når manden kom hjem fra arbejde, mens de var på barsel. Det oplevede jeg kun, når det var helt selvvalgt. Altså fordi man havde den der sumpefornemmelse i kroppen og udnyttede det til fulde, at man ikke behøvede at klæde sig fint på for nogen. Baby var jo fuldstændig ligeglad, og jo mere man lugtede af mor og jo mindre af en eller anden lækker og vanvittig dyr lav-din-egen-hjemme-spa-sæbe, jo bedre. (Det kan godt være, jeg kom til at love min mand i min bryllupstale til ham, at jeg nok skulle fortsætte med at holde mig i stand og tage pænt tøj og make-up på og den slags, selvom vi var blevet gift, men der var ingen, der optog den tale på bånd, så det bliver påstand mod påstand – og her går jeg naturligvis ud fra, at alle potentielle vidner a.k.a. bryllupsgæster blev så tilstrækkeligt fulde af de meget stærke drinks de uniformsklædte bartendere serverede, at ingen her tre år efter kan kaldes et pålideligt vidne.)

Nå, men det er altså kommet snigende. Det der med aldrig nogensinde at have et øjeblik for sig selv. Jeg ved ikke, hvornår det skete. Jeg kan i hvert fald ikke rigtig huske, hvornår jeg sidst har fået lov til at sidde og hyggetisse (!) uden selskab. Enten i form af en krudtugle, der liiiige skal have fat i toiletbørsten, eller en, der står på den anden side af døren og hyler værre (og i et noget højere toneleje) end sirenen den første onsdag i maj.

Og der var HELLER ikke nogen, der sagde, at solbadning er en saga blot. Afslapning i det hele taget er åbenbart h.i.s.t.o.r.i.e. For krudtuglen spæner først i den ene retning og så i den anden og er i øvrigt pludselig fuldstændig ligeglad med, at han er kommet mega langt væk fra sin mor. Er der (andres) bolde, fugle eller pinde i nærheden, så er han væk. Det er som om han tiltrækkes af farlige situationer. Biler på vejen, fodbolde i fuld fart frem mod et mål (eller hans hoved), cyklende solnydende folk med laddet fuldt af øl eller andre (mini)solnydende folk eller kidnappere, aliens eller bare en anden og mere interessant mor-person… Bekymringerne er mange, men en ting er sikkert: den stille stund i solen, hvor man kan tænke lidt over livet og måske læse en bog fra start til slut, er ikke-eksisterende hos moren til den to-årige.