Positive ting ved at bo i udkanten

Opskrift på lakrids-daddelmuffins og lidt om økonomi

Okay, jeg indrømmer det. Jeg er ude i at opbygge et godt og grundigt misbrug. Jeg er ikke skide stolt af det, for tankerne om, hvornår jeg kan få mit næste fix, optager mig dagligt og tager opmærksomheden væk fra andre vigtigere ting. Dikke-dikketing f.eks.

Men det er der. Mit misbrug. Mit kagemisbrug. Og også lidt kaffemisbrug. Man kunne jo nok finde på nogle lidt værre ting at være misbruger af, men uanset hvad er det ikke godt for hverken min vægt eller min pengepung. Især nu, hvor barselsdagpengeperioden er sat ind. Det er vitterligt en stor nedgang i indtjening. Selvom jeg aldrig har haft så travlt, som jeg har nu. Og været så presset. Både fysisk og mentalt. Der burde være noget, der hed ulempetillæg. Og lortetillæg. Og jeg-er-ved-at-kede-mig-ihjel-og-prøver-at-spise-mig-ud-af-det-tillæg. Men det er der ikke. Så jeg har rationeret. Jeg har givet mig selv 500 kr. til at snolde kage, kaffe og slik for om måneden. Det lyder måske umiddelbart af meget, men når man trænger til det hver dag, og Lagkagehuset jo altså ikke ligefrem er kendt for at forære deres kager væk, så ryger de 500 kr. hurtigt.

Jeg var på Lagkagehuset i går. I dag så jeg mig derfor nødsaget til at klare mig med det, jeg kunne finde i køkkenet. Min mand har desværre været efter mig, fordi jeg har besøgt chokoladeskabet lidt for ofte, så det var et no go (altså bortset fra et par stykker, SSSHHH!!). Så slog det mig, at jeg da havde alle mulige ingredienser til at BAGE en kage. Bare en lille og sådan semi-sund en. Som jeg kunne gemme væk og ikke fortælle nogen om, så der var mere til mig selv. Dovendyret i mig gad ikke konsultere eventuelle opskrifter, så jeg sjussede mig lidt frem med ingredienserne. Kage er jo kage. Jeg havde egentlig tænkt mig, at der skulle kakao i, men pludselig fik jeg lyst til lakrids. Det kan man da godt, tænkte jeg, og i kom en ordentlig skefuld rålakridspulver. Jo mere, jo bedre, hvis du spørger mig.

Hvis du har lyst til at gøre mig kunsten efter og fylde køkkenskabene med hemmelig semi-sund kage, så er opskriften til ca. 28 stk minimuffins her:

4 æg (S/M – altså af størrelse, ikke de frække)
100 g havregryn, malet til mel (jeg brugte min minihakker)
15 friske dadler uden sten, blendet til puré (også minihakker)
75 g mel
1 tsk bagepulver
3 tsk rålakridspulver (jeg bruger Urtekrams)
2 tsk Perfect sød eller andet sødemiddel svarende til 80 g sukker

Bland alle ingredienser i en skål. Lettere bliver det ikke. Og hvis du er rigtig fræk (nu hvor æggene ikke er det), så tilsæt eventuelt en spsk olie, så tror jeg ikke, de bliver så seje. Fyld dejen i minimuffinforme – eller almindelige muffinforme, så skal de bare have lidt længere – og bag dem ved 175 grader i 10 minutter. Vupti! Så er der kage! Med god samvittighed. Jeg evnede faktisk at gå i Kvickly efter mælk bagefter UDEN at købe godter, SELVOM der var Haribo til 6 kr.! Jeg er ret stolt. Og mega træt af det lige nu, hvor jeg enormt godt kunne have tænkt mig at kunne kyle et par labre larver og vingummier i kæften.

Nej, madfotograf bliver jeg nok aldrig.

Hmm, madfotograf bliver jeg nok aldrig, men jeg har da forsøgt at gøre dem ekstra lækre at se på med lidt henkastet drys af, hvad jeg nu lige kunne finde i skabene. Jeg er ikke helt sikker på, det virkede.

Det er i øvrigt ret vigtigt, at man husker bagepulveret... Det gjorde jeg så ikke i første omgang.

Det er i øvrigt ret vigtigt, at man husker bagepulveret… Det gjorde jeg så ikke i første omgang.

4 kommentarer

  • Sigrun

    Såååå smukt ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Men hvis man nu gerne ville prøve de frække (æg) af slagsen… Hvor tror du, man får fat i dem så? 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Usmukhedsprojektleder

      Haha, Ninsen. Selvfølgelig kommer det spørgsmål fra dig! Mit bedste bud er at spørge nede i Super Brugsen. De har jo lidt udover det sædvanlige.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Positive ting ved at bo i udkanten