Om kvinder, der stadig leger med påklædningsdukker

Dengang jeg var barn, var min primære beskæftigelse at klæde mine barbiedukker af og på og rede deres hår. Jeg elskede mine barbiedukker, og hver gang vi kom i BR, kiggede jeg sultent på alle de fine dukker med det lange hår og det fine tøj. Jeg var udmærket klar over, at de var MEGET dyre, så det var ikke noget, man bare sådan lige fik. Jeg gjorde i hvert fald ikke. Men jeg havde altså rigeligt. Tro mig. Jeg har lige været det hele igennem, for jo jo min mor har skam gemt det hele, og det er ikke alt sammen, der er så ødelagt af tiden på loftet, at det ikke kan klares med lidt vand og sæbe og måske en anelse rodalon. Min babypige kan godt begynde at glæde sig. Altså hvis hun vidste, hvad det betød.

Nå, men det faktum, at piger leger med dukker, og det sjoveste er at klæde dem på, det har min mand fanget. Han har trods alt også to søstre.

Til “damernes tale” til ballet i fredags (læs om ballet her), som min mand havde fået den tvivlsomme ære at stå for, havde påklædningsdukkerne fået en ganske fremtrædende rolle. De levende af dem vel at mærke. For nogle kvinder glemmer vist indimellem, at de mennesker, de lever sammen med, ikke er påklædningsdukker. Hverken kæresten eller børnene.

Og det er lidt synd for begge. Selvfølgelig er mændene gode nok, selvom de aldrig går i andet end forvaskede t-shirts. Det var jo ikke det, der fik os til at falde for dem. Og den kravlende babypige skal jo ikke risikere at pådrage sig buler og blå mærker i panden, fordi mor har givet hende en lang lyserød kjole på, som er absolut uegnet til kravlen. Og børnehavebarnet skal naturligvis ikke være hæmmet i sin trækravlen, fordi mor har givet ham de stramme, moderigtige jeans på.

Her vil jeg godt komme med en korrigering, men også en indrømmelse. Jeg syntes ikke, min mand var specielt smart i tøjet, da jeg mødte ham, men jeg har ALDRIG påduttet ham nogen stil. Det har han helt selv sørget for. Det er helt fuldstændigt ham selv, der er begyndt at gå mere med skjorter og pæne sko i stedet for t-shirts og kondisko. HELT HAM SELV. Bare hvis I var i tvivl. Dermed ikke sagt, at jeg ikke sætter enormt meget pris på den udvikling.

Min mand kan godt finde på at spørge mig til råds om tøjvalget, men så er han altså også selv ude om det, og nogle gange gider jeg faktisk ikke OGSÅ tage stilling til, hvad han skal have på. Tre personer må være nok. Så han har nok ret i, at mændene slipper ret nemt, når der kommer børn til. De er ikke nødvendigvis udlært i påklædningens kunst, konerne orker bare ikke mere.

Men ja, jeg er skyldig i at have givet min baby en for lang kjole på, så hun kravlesnublede og knaldede hovedet ned i gulvet, men hun kom altså ikke for alvor til skade. Og nogle gange får min dreng et par jeans på i børnehaven, der ikke er lige så kravle-i-træer-venlige som hans joggingbukser, men det er KUN, når der ikke er andre rene bukser. Det sker desværre ret tit. Især i disse projekt blestop-tider.

Har I gjort jer skyldige i påklædningsdukkeleg som voksne?