Fremtidsplaner

Jeg skriver for tiden rigtig mange blogindlæg i hovedet, mens jeg står på løbebåndet, mens jeg laver mad, eller mens jeg står i badet. Der er bare virkelig langt fra tanke til handling, så det kniber lidt med at få noget ud af kroppen, ned i tastaturet og ud i den store vide verden.

En af grundene er, at jeg tumler helt vildt meget med tanker om, hvor “offentligt” jeg synes, mit liv skal være. Nogle dage er jeg ligeglad, andre dage er jeg overhovedet ikke. Når man vælger at lægge en del af sit liv ud på nettet, skal man jo også være parat til, at hvem som helst kan læse med. Når jeg tænker for meget over det, får jeg præstationsangst. Så kommer skriveblokeringen, og intet er godt nok. Ingen formuleringer er gode og interessante nok. Min skrivestil bliver for fantasiløs i mine øjne, og ordsammensætningerne bliver aldrig helt sjove nok.

Det døjer jeg meget med, og så kommer pauserne. Pauserne, som er så monster svære at komme ud af. Fordi præstationsangstens tag strammes for hver dag, der går. Nå ja, og så lever min computer sit helt eget liv for tiden og lader som om den tænder uden rigtig at gøre det.

Det er altså lige p.t. lidt usikkert, hvad jeg gør med det usmukke liv i fremtiden. Egentlig gider jeg jo heller ikke bare skrive for at skrive. Der må altså virkelig gerne være nogen, der læser det. Og kommenterer. For det giver en dejlig form for bekræftelse, som gør, at jeg får lyst til at fortsætte. Det er i øvrigt også noget, jeg arbejder på sammen med den der psykolog. At jeg skal finde bekræftelsen og egentlig vist også min egen berettigelse inde i mig selv. Ikke hos alle mulige kendte og ukendte udenforstående. Det er ikke barnemad, skulle jeg hilse og sige.

Anyways… På mandag (!) starter jeg på job igen. Efter at have været på barsel i noget, der minder om 1½ år. Det føles i hvert fald sådan. Jeg har ikke været på job i hele 2015. Ikke en dag. Men det skal jeg altså igen på mandag. Mindstemusen er i dagpleje. Det har jeg det i øvrigt mega monster svært med. Hun er ikke overdrevet glad for det, og den mor-baby symbiose, som vi har fået skabt i løbet af de over 13 måneder, hun og jeg gik hjemme sammen, den er stærk!

Men mandag morgen tager jeg flyveren på job som en anden jetsetter, og det bliver på en gang nervepirrende og befriende at sætte mig ved mit skrivebord (hvis jeg stadig har sådan et) igen. Nervepirrende, fordi jeg bogstaveligt talt ikke kan huske en skid af, hvad det egentlig er, jeg tjener mine penge på. Og befriende, fordi jeg har noget andet at gå op i end mit eget besværlige indre liv og nullermænd og vasketøj. Og nå ja, fordi jeg skal overnatte på et hotel OG SOVE HELE NATTEN og stå op stille og roligt næste morgen og gøre mig klar uden at have to børn hængende om knæene. Det bliver skønt!

FYI, hvis du ikke fatter et hak: Vi bor for en stund endnu i udkanten. Nærmere bestemt Skive, men mit job er stadig i Kjøvenhaunstrup. Eller altså Frederiksberg. Sådan er virkeligheden, og pendlerlivet bliver min thang de næste par måneder. Heldigvis kun tre dage om ugen to gange om måneden. Heldigvis. Eller desværre?

Min krop og mit sind er lige nu ved at drive mig til vanvid, fordi jeg tror, jeg skal have alt muligt ud af min næstsidste dag i “frihed”, så jeg tror, jeg bliver nødt til at lette min popo fra sofaen og føjte ud i det virkelige liv.

Nyd solen og de længe ventede første forårstegn (jeg så grønne spirer på en busk i går!!) og skriv gerne (virkelig gerne!) en kommentar om, hvorfor du læser med!